Canon EOS 1200D

Den nye begyndermodel fra Canon er dejlig simpel at bruge og byder desuden på en fin billedkvalitet. Det står på flere områder stærkt, men konkurrencen fra ærkerivalen er lidt for hård.

af Gearguiden #Kamera #Canon
8.4

Denne nyhed afløser det gamle 1100D og indtager pladsen som den billigste model i Canons EOS-serie af spejlreflekskameraer. Det er fuldt kompatibelt med alle blitz og objektiver i Canons spejlreflekssystem, og det åbner alle døre for den, der lige er begyndt at interessere sig for foto, men gerne vil have et system, man kan vokse med uanset behovet i fremtiden.

Kameraet vejer med sine 480 gram præcist 100 gram mindre end storebror 700D. Det ligger godt mellem hænderne uden helt at komme på niveau med Nikon D3300, og alle knapper sidder i kameraets højre side, hvor der er direkte adgang til alle de mest benyttede indstillinger.
Man mærker, at der er tale om et kamera i den billige ende på den lidt plasticagtige finish og på søgerbilledet, der med en forstørrelse på 0,8x er lidt mindre end på de dyrere modeller. Desuden har skærmen en opløsning på beskedne 460.000 punkter, og det kan være svært at vurdere, om eksponeringen er korrekt eller skal have lidt eksponeringskompensation.

Kameraet har Canons klassiske autofokus med ni punkter, og den klarer det godt. Flere punkter havde gjort den mere sikker, men målemønsteret er ikke desto mindre det samme, som man finder på det professionelle EOS 5D Mark II fra 2008. Man skal lige være opmærksom på, at kameraets kitobjektiv på 18-55 mm med indbygget stabilisering har en normal og dermed lidt støjende fokusmotor. De dyrere EOS-modeller leveres med den nye, lydløse, men også lidt større, kitoptik med STM-fokusmotor.

Lækre farver

Den indbyggede blitz er med sin rækkevidde på 9,2 meter ringere end konkurrenternes og dertil kommer, at den ikke er god. For det første lyser den ikke motivet jævnt ud, og for det andet har kameraet ikke hjælpelys til autofokus. Det affyrer i stedet en stribe blitzglimt, der virker langt mere forstyrrende end et roligt hjælpelys.
LP-E10 batteriet har en opgivet holdbarhed på 500 billeder, hvilket er pænt. I batterikammeret sidder desuden SD-hukommelseskortet. Vi så det hellere placeret i siden af kameraet, så man kunne skifte kort med kameraet på stativ. Der er tilslutning for fjernbetjening, men desværre hverken for mikrofon eller hovedtelefon.
Canon er kendt for sin lækre farvegengivelse, og det lever 1200D fuldt op til. Man kan trygt efterlade Picture Style, der styrer skarphedsdannelsen og farvemætningen, på indstillingen Auto. Vi kunne i hvert fald ikke gøre det bedre selv. Detaljegengivelsen er i forhold til opløsningen ganske fin og er tilstrækkelig til print i A3. Eksponeringen er god, men der skal til tider arbejdes lidt med eksponeringskompensationen for at få lyset helt perfekt i optagelsen. Her er Nikons automatik og opløsning mærkbart bedre på fx Nikon D3300, der da også er 700 kroner dyrere.

Billedstøj er særdeles flot under kontrol. Hele ISO-området fra 100 til 6400 kan benyttes, uden at billederne får nævneværdige korn. På indstillingen H svarende til ISO 12.800 begynder de dog at dukke op. Nogle vil i en snæver vending savne at kunne gå op til ISO 25.600.

Når simpelt er en fordel

Vi kan især godt lide, at EOS 1200D er så simpel. Begynderen får nem adgang til de centrale funktioner, der påvirker billedkvaliteten, og det vil til syvende og sidst gøre den interesserede begynder til en bedre fotograf.
Nogle vil måske finde kameraet et nummer for basalt. Videofunktionen er fx ganske primitiv, da der ikke er separat videoudløser, så kameraet skal først stilles på video, og derefter skal man bruge den normale udløser.

Der medfølger en app til iOS og Android, men den giver ikke kameraet ekstra funktioner. Først tror man lige, at der er wi-fi i 1200D, men det er der ikke. Appen viser sig i stedet at være en slags interaktiv brugsanvisning på engelsk. Det ville ellers være smart med en dansk brugsanvisning som app, der var interaktiv med kameraet og fungerede via wi-fi, men desværre ikke. Det ændrer dog intet ved, at 1200D som begynderkamera er et rigtigt fornuftigt valg.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

1200D er et rigtigt fint begynderkamera. Det giver nem adgang til alle de basale kameraindstillinger, der er afgørende for at kunne tage gode billeder. Man får desuden flotte farver med et fint, lavt støjniveau, og autofokus fungerer godt. Der er dog sparet lidt for meget på søger, skærm og blitz. En rival som Nikon D3300 har alt i alt mere at byde på, men man skal også betale 700 kroner ekstra.

Specifikationer

Mærke
Canon
Mio. pixels
17,9
Brændviddeforl./optisk zoom
1,6x
LCD-skærm
3,0
Billeder/sekund
3,0
Max. ISO
12.800