Canon EOS 4000D

EOS 4000D er et nyt bud på, hvor billigt man kan lave et spejlrefleks. Tanken er god, men resultatet er blevet så neddroslet, at kameraet ikke er et godt køb.

af Gearguiden #Kamera #Canon
7.8

Canon EOS 4000D er på flere punkter identisk med EOS 2000D, men det skiller sig ud ved at være yderligere forenklet og ved at være Canons billigste spejlrefleks nogensinde. Den lave pris har medført, at lcd-skærmen er reduceret til 2,8 tommer, og søgeren kræver, at du har et godt syn. Dioptrikorrektionen er nemlig barberet væk, så man ikke kan tilpasse den til sit syn. Da søgeren desuden er mørk og lille, er den også svær at bruge med briller på. Objektivfatningen er lavet af skrøbeligt kunststof, og den indbyggede blitz skal aktiveres manuelt.
Der er også sparet på APS-C-sensoren. Opløsningen er nede på 17,9 mio. pixels, hvor EOS 2000D har 24,0 mio. pixels, men billedkvaliteten er slet ikke så ringe. Trods den lavere opløsning er detaljegengivelsen rigelig til de fleste formål, og farverne er tiltalende selv i vanskeligt lys. ISO går til 12.800, men man bør ikke gå over 6400, medmindre det er strengt nødvendigt. Auto ISO stopper da også her. Kameraet kan korrigere vignettering på Canon-objektiver, men ikke fortegning. Trods en god billedkvalitet er kameraet dog ret skrabet. Video optages i Full HD, og autofokussen måler i ni punkter midt i billedet. Den fungerer fint på enkeltoptagelse, mens den på kontinuerlig ikke imponerer. Heller ikke med live view er den kontinuerlige autofokus optimal. Kameraet kan tage 3,0 skud i sekundet, hvilket ikke er meget til action. Menu og betjening er simpel med den mest forenklede version af Canons fine brugerflade. Trods en lav pris har EOS 4000D wi-fi, der kan forbindes med en smartphone, tablet, et andet kamera, en printer eller nettet. For få hundrede kroner mere vil vi hellere købe det bedre EOS 2000D med metalfatning, dioptrijustering og højere opløsning.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

God billedkvalitet, hvis du ser dine billeder på skærmen og sjældent beskærer eller printer i størrelser over A4.

Bruger du briller, er søgeren svær at se, og dermed ryger hele ideen med et spejlreflekskamera. Skrabet autofokus.

Specifikationer

Mærke
Canon
Mio. pixels
17,9
Brændviddeforl./optisk zoom
1,6x
LCD-skærm
2,8”
Billeder/sekund
3
Max. ISO
13000