Canon EOS 760D

Det er imponerende, hvad det nye 760D præsterer i forhold til prisen. Samtidig får man betjening som på et professionelt kamera. Det har også en billig tvilling.

af Gearguiden #Kamera #Canon
9.1

Først og fremmest er det guld værd, at Canon har introduceret lcd-panelet oven på EOS 760D, samt at det har fået et indstillingshjul bag på kameraet. Det er ikke før set i denne prisklasse, og det gør ganske enkelt kameraet hurtigere at arbejde med.
Det har fået samme autofokus med 19 punkter som 70D. I denne kameraklasse tjekker vi kontinuerlig autofokus på 300 mm. Det viste sig at være barnemad for 760D, så vi satte Canons nye EF 100-400mm på. På 400 mm, som svarer til 640 mm med brændviddeforlængelse, fik vi ved 5,0 billeder i sekundet 38 ud af 39 billeder knivskarpe af en bil, der kørte frem mod kameraet med 80 km/t. Eksponeringen er sikker, og farvegengivelsen er altid behagelig. Det er fremragende i denne prisklasse. Der, hvor man især mærker, at vi ikke er oppe i et prof-kamera, er finishen samt søgeren. Pentamirror-søgeren viser kun 95 procent af billedet og er med 0,82x forstørrelse mærkbart mindre og mørkere end fx prismesøgeren i 70D. Den er dog på højde med ærkerivalen Nikon D5500.
760D’s tvilling, EOS 750D, er 700 kroner billigere, men her må du undvære displayet oven på kameraet og indstillingshjulet på bagsiden. Det alene gør 760D til det rigtige valg for entusiaster. Desuden byder 760D på automatisk omstilling fra live view til søger, når du sætter øjet til søgeren, og der er lås på det hjul, hvor du vælger automatik. ISO går til 12.800 og kan boostes til ISO 25.600. Optagelser i skæret fra et stearinlys var fuldt ud anvendelige. Her er vi oppe i en billedkvalitet, man for få år siden kun fandt på professionelle kameraer.

Canons duo, 760D og 750D, har desuden et par klare fortrin frem for prof-kameraerne. For det første, er de små og lette og væsentligt billigere, og for det andet kan lcd-skærmen vippe og dreje, og den er også berøringsfølsom. De indbyggede billedstile, Picture Style, har en automatik, der tilpasser farverne til motivet. Den er o.k., men skal det være rigtig godt, får du de bedste optagelser ved at indstille manuelt eller skyde raw. Nyt er det, at både kromatisk aberration, vignettering og fortegning fra Canons egne objektiver nu kan rettes perfekt op i optagelsen, hvis kameraet sættes op til det i menuen. Du kan konstant holde øje med de vigtigste indstillinger på panelet, og med et enkelt drej på bagerste hjul med tommelfingeren kan du gøre billedet lysere eller mørkere med eksponeringskompensationen. På videosiden kan kameraet optage i Full HD, men kun med beskedne 25 billeder i sekundet. Til gengæld kan lydstyrken justeres automatisk eller manuelt, og der er indgang for mikrofon. Desuden er der virkelig god kontinuerlig videoautofokus, når du bruger et af Canons nye STM-objektiver, som kitobjektivet på 18-55 mm. Wi-fi er indbygget og kan bruges både til filoverførsel, print eller fjernstyring af kameraet. Med en kompatibel enhed kan du lave en NFC-tilslutning. Ellers skal det gøres manuelt, og det er knapt så hurtigt. Fjernstyring af kameraet har meget få indstillingsmuligheder, men det virker.
Alle kameraer kan blive endnu bedre. Det gælder også EOS 750D og 760D. Batteriet holder kun til 440 skud mod 820 med Nikon D5500, og du kan tilmed risikere at sætte det omvendt i, så det ikke giver strøm til kameraet. For det andet er tænd-knappen og videoknappen bygget sammen. Skubber du fra OFF til ON, kommer du for nemt til at skubbe endnu et trin over på video. Endelig er de tre knapper bag udløseren for små og for ens. Her er Nikon lidt bedre designet. 760D er dog lige nu klassens ubestridt bedste spejlreflekskamera i klassen.
Introduktionsprisen ligger kun 696 kroner under gadeprisen på storebror 70D, der er bedre tætnet, har mere lækker finish og ægte prismesøger. Opløsningen er dog lavere. Vi forventer, at prisen på 760D inden længe falder til D5500-niveau, og det gør Canon til klassens stærkeste spiller.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Canon er tilbage på tronen. Med sin fornemme billedkvalitet, effektive funktioner og fine brugervenlighed er det klassens bedste.
Prisen er hoppet tusind kroner i forhold til EOS 700D. Man kan spare nogle kroner ved at vælge 750D, men 760D er rigeligt merprisen værd.

Specifikationer

Mærke
Canon
Mio. pixels
24,0
Brændviddeforl./optisk zoom
1,6
LCD-skærm
3,0
Billeder/sekund
5,0
Max. ISO
25.600