Canon EOS M10

Med hele to nye modeller i løbet af et år er der kommet tiltrængt liv i Canons EOS M-familie. Canon EOS M10 er seriens mest kompakte og billigste model.

#Kamera #Canon
8.2

Canon EOS M10 er det nyeste systemkamera fra Canon. Det er overskueligt, let at gå til og nemt at koble til sin smartphone. Samtidig får du en billed- og videokvalitet på niveau med den, man finder i de små EOS-spejlreflekser. Under overfladen ligger der en stribe indstillingsmuligheder.
EOS M10 har en fleksibel og berøringsfølsom skærm, wi-fi og indbygget blitz. Desuden har det den samme fine autofokus som storebroren M3. Desværre må man undvære tilbehørssko, så man fx ikke kan benytte ekstern blitz. Sensorens opløsning ligger på beskedne 17,9 mio. pixels, hvor EOS M3 har 24,0 mio. pixels. ISO går til 12.800, der kan boostes til 25.600. 4K-video er endnu ikke muligt.

Canon EOS M10 kan tage gode billeder, men gør det ikke altid. Først og fremmest er eksponeringen ikke altid præcis. Vi skulle ofte give helt op til +1,6 i eksponeringskompensation for at få optimalt belyste billeder. Når eksponeringen er på plads, savner billederne alligevel den skarphed og detaljerigdom, som de bedste konkurrenter tilbyder. Det hænger sammen med billedchippen, som er hentet fra Canons mindste spejlrefleks, EOS 1200D. Man kan pynte lidt på det ved at lave sin egen Picture Style eller skyde i raw. Det behøver man ikke, hvis man vælger storebroren. Ligesom EOS M3 har M10 49 fokuspunkter. Vi fokuserede først og fremmest ved at pege på skærmen på det, der skulle være skarpt, og det er en god finesse. Et lille, men ikke uvæsentligt irritationsmoment er kameraremmen, der er af spejlblank nylon og derfor ustandseligt glider af skulderen, når man går med kameraet.

Canon EOS M10 lanceres med det nye kitobjektiv, EF-M 15-45mm F3.5-6.3 IS STM, der svarer til meget nyttige 24-72 mm. Objektivet er næsten halvt så stort som det klassiske 18-55 mm-objektiv, man ellers har kunnet købe M-modellerne med. Skarpheden er god allerede fra fuld blænde, vignettering korrigeres nærmest fuldstændigt i billeddannelsen, fortegning er beskeden på 15 mm og ses ellers ikke. Største svaghed er, at lysstyrken er helt nede på F6.3 på 45 mm-indstillingen. STM i objektivbetegnelsen betyder, at det har Canons stepmotorfokusering, der er specielt velegnet til video, hvor den skulle give hurtige og jævnt glidende bevægelser, når fokus flytter sig. Fokuseringen går ganske rigtigt nydeligt jævnt, men panorerer du fra noget close-up til noget længere væk, går der 3-4 sekunder, før kameraet har lagt fokus korrekt. Prisen for kameraet med det nye objektiv er 4295 kroner.

Canons M-system er dog fortsat et af de mindste spejlløse kamerasystemer på markedet, når det gælder tilbehør og objektiver med mere. Kun Leicas T-system er mindre. Det kan overraske, at Canon nu på tredje år i træk ikke er mere ambitiøse på denne front. Der findes en adapter, som gør det muligt at bruge EF-objektiver til spejlrefleks på EOS-M, men de er generelt for store til at give mening på det lille kamera. Wi-fi-systemet er lidt kringlet at sætte op første gang, men når kamera og fx telefon har lært hinanden at kende, er det fremover bare at trykke på en kontaktknap på siden af kameraet og derefter koble telefonen på kameraets netværk, og så kører det. Bruger du Android, kan kamera og telefon kobles med NFC. Der er gode muligheder for at fjernstyre og indstille kameraet, mens du ser det billede, kameraet ser, på telefonens skærm. Billeder kan overføres til telefonen i lav opløsning, så man kan sende dem videre.

Konklusion

Canon EOS M10 har berøringsfølsom skærm, der også er fleksibel. Desuden er der indbygget wi-fi. Det nye kitobjektiv er dejlig kompakt.
Canon EOS M10 har ingen blitzsko, og opløsningen er ikke klassens højeste. Vi vil foretrække storebroren EOS M3, som fås for 1000 kroner ekstra.

Specifikationer

Mærke
Canon
Mio. pixels
17,9
Brændviddeforl./optisk zoom
1,6
LCD-skærm
3,0
Billeder/sekund
4,6
Max. ISO
25.600