Canon EOS M3

Ingen producenter ramte helt plet, da de introducerede deres første systemkamera. Det gjorde Canon heller ikke, men med EOS M3 tager de et stort skridt i den rigtige retning.

af Gearguiden #Kamera #Canon
8.7

Det nye systemkamera her er ganske enkelt væsentligt bedre end sin forgænger, EOS M. Når du tager det op første gang, ligger det langt bedre mellem hænderne trods sin lave vægt og beskedne størrelse. M3 har nemlig fået det håndgreb på forsiden, som forgængerne savnede. Kameraet virker også mere seriøst med de tre indstillingshjul på toppen. Der er et til valg af automatik, en glimrende eksponeringskompensation og et hjul omkring udløseren, der skifter funktion alt efter kameraets indstilling. Du kan indstille kameraet med knapperne alene, men vi foretrækker den yderst velfungerende brugerflade på den berøringsfølsomme skærm, som kameraet har til fælles med EOS 100D.
Når du udnytter, at M3 er et systemkamera, og udbygger det med noget af det mulige tilbehør, vågner det for alvor til live. Det gælder ikke mindst, hvis du investerer i den elektroniske søger, men også et par ekstra objektiver udvider mulighederne. Alt tilbehøret er kompakt og ligger i en fornuftig prisklasse. M3 er desuden fuldt kompatibelt med Canons blitzsystem. Det første EOS M var berygtet for den langsomme autofokus. Det er der taget hånd om. M3 har 49 fokuspunkter, og på kortere brændvidder er kameraet hurtigt i fokus. Vi skulle naturligvis også prøve autofokussen på bevægelige motiver med EF-M 55-200mm. Til det er der bare én ting at sige: Lad være. EOS M3 er fint til rolige motiver, men bevægelige motiver på lange brændvidder forvirrer det.
Den forbedrede opløsning på 24,0 mio. pixels giver M3 en fin detaljegengivelse. Eksponeringen er ganske sikker, og farvegengivelsen er meget tiltalende.

Korn er fint under kontrol til og med ISO 6400. ISO 12.800 kan sagtens gå, og vil du højere op, kan ISO 25.600, der kaldes H, aktiveres i menuen. Her er kornstrukturen tydelig. Også video er flot med nydelige farver og sikker eksponering. Her er autofokus fra STM-objektiverne på niveau med de bedste. Desværre kan Full HD kun optages ved 25 billeder per sekund. Vil du op i 50 for at få flere detaljer i motiver i bevægelse, ryger du ned i en opløsning på 1280 x 720 pixels. Fujifilm, Panasonic og Sony ekspederer Full HD med op til 60 billeder per sekund. For de fleste vil det væsentlige dog være, at detaljegengivelsen er forbedret, uden at det er gået ud over billedkvaliteten i øvrigt i forhold til EOS M.
Sensoren er ny, men lidt overraskende blev den ikke af Dual Pixel-typen, der ellers giver hurtigere autofokus. Tophastigheden er ikke øget, men derimod reduceret fra 4,6 billeder per sekund til 4,2. Det undrer os, at Canon stadig ikke tilbyder en automatisk panoramafunktion. Der er endnu kun fire objektiver at vælge imellem, så vi kunne da godt ønske os en 16 mm F1.7, en 18-135 mm og hvorfor ikke et par lækre, lysstærke L-objektiver, som fx 55mm F1.2? Vi krydser fingre for, at Canon har planer om at introducere disse. Indtil da kan du dog få EF-EOS M-adapteren til 895 kroner, der gør det muligt at sætte de store EF- og EF-S-spejlrefleksobjektiver på det lille kamera.
Huset sælges ikke alene, så prisen gælder kamera med optik på 18-55 mm. Ikke overraskende ligger EOS M3 prismæssigt tæt op ad det tilsvarende Nikon 1 V3. De to skal sælges på deres brands, for Fujifilm, Olympus, Panasonic og Sony tilbyder lige så gode eller bedre kameraer til en væsentligt lavere pris, og de bakkes op af et langt større tilbehørsprogram end EOS M3. Det begrænsede tilbehør er dog ikke nødvendigvis et problem, hvis man betragter EOS M-serien som letbetjente kvalitetskameraer til familiefotografen, der gerne vil have flotte billeder og god video, men holde det tekniske på et minimum. For at blive et fuldblods kamerasystem til entusiasten skal især autofokus dog forbedres markant, kameraet skal komme i en version med indbygget søger, og så skal objektivudvalget op på niveau med Olympus og Panasonic. Men med M3 har Canon taget et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Det nye EOS M3 er markant bedre end det oprindelige EOS M, både når det handler om billedkvalitet, betjening og til dels autofokussen.
Hvis Canon mener det alvorligt med systemkameraer, skal de op i et endnu højere gear for at sidde med i førergruppen. De er ikke helt på niveau med de bedste.

Specifikationer

Mærke
Canon
Mio. pixels
24
Brændviddeforl./optisk zoom
1,6x
LCD-skærm
3
Billeder/sekund
4,2
Max. ISO
25600