Canon PowerShot D20

Canon har med D20 droppet sin vanlige konservative stil og skabt et friskt design, uden at det er gået ud over ergonomien.

#Kamera #Canon
8.6

Canon har med D20 droppet sin vanlige konservative stil og skabt et friskt design, uden at det er gået ud over ergonomien. D20 fås i sort kombineret med sølv, turkis eller gul. Som testens eneste har det et beslag til et system af remme og karabinhager, som gør det nemt at sikre kameraet, når det går hårdt for sig. Betjeningen er den gode og gennemprøvede fra PowerShot-serien med menuen og de vigtigste funktioner samlet under func-knappen. På dette kamera er funktionsmenuen gjort ekstra læsbar med store bogstaver og ekstra tydelige ikoner, så det er let at se den gennem dykkerbriller under vand. Knapperne er store og letgående, og det gør kameraet let at betjene under vandet. Hvad angår billedkvaliteten, holder Canon fast i de gamle dyder, og D20 leverede både over og under vandet nydelige farver, gode detaljer og sikker autofokus både ved foto- og videooptagelse. Også eksponeringen er sikker, men vi havde gerne set, at kameraet prioriterede lidt kortere lukkertider i svagt lys. Automatikken valgte nogle gange 1/20 sekund, hvilket er for lidt med et actionkamera, man ofte bruger i bevægelse. Objektivets mindste blænde er F3.9, mens vidvinklen er på 28 mm. Begge dele er i underkanten. Et kamera i denne klasse bør have panoramaautomatik, men det tilbyder D20 ikke.

Konklusion

Canon D20 endte lige i hælene på vinderen. Kameraets svaghed er objektivet, hvor man under vandet kunne bruge mere vidvinkel og lysstyrke.

Specifikationer

Mærke
Canon
Mio. pixels
12
Brændviddeforl./optisk zoom
5x
LCD-skærm
3
Billeder/sekund
1,9
Max. ISO
3200