Canon XC-10

De fleste kameraer prioriterer foto frem for video. Nu har Canon skabt et helt specielt kamera, Canon XC-10, der skal mestre begge dele. Det er dog ikke helt så enkelt.

#Kamera #Canon
8.2

Canon XC-10 er et kamera, der adskiller sig fra alt andet, du har prøvet.
Kamerahuset er bygget sammen med et zoomobjektiv svarende til 24-240 mm, og billedchippen kan levere 4K-video eller stillbilleder på 12,0 mio. pixels. På siden sidder et håndgreb, der kan vinkles frem og tilbage. Der medfølger en modlysblænde og en stor spejlsøger, der kan sættes på lcd-skærmen, der måler 3,0 tommer. Den retvender billedet og kan dermed bruges som elektronisk søger. Der er ikke indbygget blitz, men der er tilbehørssko. Den kan også benyttes til montering af mikrofon. Der er udtag til hovedtelefon. I bunden er der plads til to hukommelseskort, et SD, som du kan bruge til stills, og et CFast, der er nødvendig for 4K-optagelsen, fordi den kan optages i en standard, som leverer hele 305 megabits per sekund. CFast-kort og kortlæser medfølger. Kameraet er en fornøjelse at bruge. Ergonomien er meget fin, hvorimod det er ret uhåndterligt, når man skal transportere det, især fordi den påsatte søger er meget spinkel. Som fotograf savner man direkte knapper til ISO, hvidbalance og eksponeringskompensation. Som videomand savner man knappen til manuel hvidbalance, der gør det muligt at få ensartet farveholdning i alle klip, og som sidder centralt placeret på professionelt videoudstyr. Der er tre programmérbare knapper, men de kan ikke bruges til disse vigtige funktioner. Autofokus er i orden til rolige motiver, men uegnet til action. Videokvaliteten bliver flot, men i svagt lys kommer den ikke i nærheden af den kvalitet, du kan lave med fx EOS 5D-serien. Fotokvaliteten vil være gangbar til web. En del af markedets zoomkameraer klarer sig bedre.

Det er især detaljegengivelsen og skarpheden, der skuffer på billederne, eksponeringen skal også holdes i ørene. Der er ikke en direkte knap til eksponeringskompensation, men under højre tommelfinger er der et joystick. Trykker man på det, aktiverer man en hurtigmenu, der minder meget om den man finder i Canons PowerShot-kameraer, og herfra kan man med joysticket navigere rundt og blandt andet vælge eksponeringskompensation og hvidbalance. Der er adgang til Picture Styles, altså mulighed for at påvirke farvemætning og skarphed. Der kan dog ikke optages i raw, og jpeg komprimeres ganske hårdt, så selv om man anstrenger sig med at indstille kameraet, bliver billederne aldrig bedre end dem, man får med et superzoomkamera til knapt 2000 kroner.
Du vælger mellem foto og video på en knap omkring udløseren, og der er et indstillingshjul med de fra spejlrefleks velkendte automatikker.
XC-10 bruger samme gode LP-E6N-batteri som de store EOS-modeller. Kameraet slår ikke automatisk fra, så glemmer du at slukke kameraet, er batteriet fladt nogle timer senere. Specielt i 4K med maksimal kvalitet kræver det strøm, og derfor er der også en indbygget blæser til nedkøling af chippen, når det er nødvendigt.
Efter at have arbejdet med XC-10 et stykke tid, må man desværre se i øjnene, at man ville få langt bedre fotos, og til alle normale formål ligeså god video, ved at investere i Sony RX10 II til 11.499 kroner.

Konklusion

I videosammenhæng er Canon XC-10 et velfungerende semiprofessionelt kamera, der især skiller sig ud på sin 4K-kvalitet.
Til fotosammenhæng leverer kameraet, til trods for den store billedchip, billeder på niveau med et kompaktkamera til en tiendedel af prisen.

Specifikationer

Mærke
Canon
Mio. pixels
12
Brændviddeforl./optisk zoom
10
LCD-skærm
3
Billeder/sekund
3,8
Max. ISO
20000