DJI Phantom 4

Der er så mange nyheder og forbedringer i Phantom 4, at du nemt kan blive 12.000 kroner fattigere, hvis du læser videre. Kameradelen er blandt de mest overraskende.

af Gearguiden #Kamera #DJI
9.4

DJI Phantom 4 er en kameradrone med en tung arv. Den skal nemlig flyve videre, hvor den meget populære Phantom 3 landede. Vi var mest spændte på kameraet, fordi det langt hen ad vejen er det samme som i 3’eren. 12,0 mio. pixels, fast blænde på F2.8 og en brændvidde på 20 mm. Dog havde DJI oplyst, at optikken er styrket, og det skal vi da lige love for, at man godt kan se. Fotos og video er væsentligt mere detaljerede. Selv om vi er glade for vores Phantom 3, er billedkvaliteten lidt ulden, når man går tæt på. 4’eren er knivskarp i sammenligning, og video optaget i 4K ligner professionel kvalitet. I øvrigt er det flydende ophæng indbygget i selve dronen, og kameraet er dermed bedre beskyttet.
Nye sensorer på fronten gør i vid udstrækning Phantom 4 i stand til at undgå forhindringer som fx mure og træer. Vi testede endda funktionen ved at flyve dronen direkte mod et trådhegn, og trods de store huller, stoppede dronen af sig selv og meddelte, at der var en forhindring.
Også den nye funktion, der gør dronen i stand til at følge et motiv, virker fint. Man bruger en smartphone eller en tablet som skærm, når man flyver, og hvis man trykker på fx en cyklende person i billedet, følger dronen personen helt automatisk.
De fire motorer under hver propel er løftet i forhold til forgængeren, så man ikke så tit ser propellerne i sine optagelser, og så har 4’eren fået en rigtig sjov, men også lidt farlig ny funktion.
Sætter man dronen i Sports-mode, kan den nemlig flyve op til 72 km i timen, og så går det altså rigtig stærkt. Man skal i den forbindelse vide, at de nye sensorer slår fra, så man ikke længere er beskyttet mod sammenstød med forhindringer.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Meget skarpere billeder og video samt en række nye funktioner og forbedringer gør Phantom 4 væsentligt bedre end den i forvejen rigtig gode Phantom 3.
DJI lover, at batteriet kan flyve 28 minutter på en opladning. Den reelle tid ligger tættere på 23 minutter, så her lover den kinesiske gigant for meget.

Specifikationer

Mærke
DJI