DxO ONE

Franske DxO har begået en mindre genistreg. DxO ONE sættes på siden af en iPhone og bruger dens skærm og gps under optagelse, afspilning og kameraindstilling.

af Gearguiden #Kamera #DxO
9.0

DxO ONE er det første kamera, der er beregnet til at blive koblet direkte sammen med en iPhone i optagelsen uden brug af trådløse løsninger. Det er verdens suverænt mindste digitalkamera med en 1”-sensor, og så er kameraet et velkomment tegn på, at europæisk kameraindustri er ved at komme på benene igen.
Når kameraet er ladet op, og der er indsat et microSD-kort, skyder man objektivdækslet til side, hvorefter man sætter stikket i sin iPhone eller iPad. DxO One fås endnu ikke til Android. Når man har hentet kameraets gratis app til sin telefon, har man et fuldt funktionsdygtigt kvalitetskamera, der benytter Apples skærm og gps. Du kan vælge fuldautomatik, A, P, S, M eller fire motivprogrammer. Kameraet har sin egen lille, berøringsfølsomme info-skærm, der dog ikke kan vise billeder. Men kameraet kan i en snæver vending bruges til snapshots, uden at telefonen er tilsluttet. Autofokus er sikker, så vi fik stort set ingen uskarpe skud. Du kan optage i jpeg, i dng eller DxO’s egen Super Raw. Jpeg-billeddannelsen er god, men ret neutral. Ud over farvejustering kunne vi kun få et marginalt bedre resultat ved at rawkonvertere selv. DxO ONE slår på billedkvalitet alt, hvad vi har set fra mobiltelefoner. I en duel med ­iPhone 6 er detaljegengivelsen markant bedre, der er et langt bedre dynamisk spillerum, og så er støj lavere på sammenlignelige ISO-værdier. DxO går helt op til ISO 51.200, men man bør højst bruge ISO 12.800. Vi er ret begejstrede for konceptet, men prisen er høj, og det er muligt at få samme billedkvalitet til en lavere pris med nogle af markedets fine kompaktkameraer.

Det er muligt at tage video i op til Full HD, og her har kameraet digital billedstabilisering. Til foto er der ikke billedstabilisering, men automatikken sørger for korte lukkertider.
I praksis er kameraets største svaghed, at det løber tør for strøm efter et par timers flittigt brug. Og så kunne det naturligvis være skønt med lidt optisk zoom, i stedet for en fast brændvidde på 32 mm, men det er en afvejning af størrelse og vægt over for zoom.
Noget af det smarte ved DxO ONE er, at det har sit eget batteri og microSD-kort. Det betyder, at dine billeder ikke nødvendig trækker på den hukommelse i din iPhone eller iPad, når du tager fotos og ikke mindst video. Billederne kan nemlig både gemmes i telefonen og i kameraet. Det rigtig smarte er, at selv om billederne altså lagres i kameraet, kan du alligevel uden videre uploade eller sende dem som besked eller e-mail, præcis ligeså nemt som hvis de var taget med Apples indbyggede kamera.
I betragtning af, at kameraet er en teknologisk frontløber, er det fuldt forståeligt, at DxO har slået et par skæve undervejs. Først og fremmest er strømtrækket for stort eller batteriet for lille. I hvert fald skal der lades flittigt op. For det andet er Apples Lightning-kobling beregnet til at bære et kabel og ikke et 108 gram tungt kamera. Resultatet er, at der ikke skal meget til, før kameraet falder ud af indgangen i bunden af din iPhone eller iPad. For det tredje er der prisen. Den er ganske heftig for et kamera uden skærm, zoom og søger. 100 kroner billigere fandt vi eksempelvis Sony RX100 III, der i enhver henseende er et bedre kamera med 24-70mm Zeiss-zoom og elektronisk søger. Det har også en 1”-sensor, men vejer dog 290 gram og fylder en halv gang mere. Foretrækker du at fotografere med din iPhone, er DxO ONE dog en fremragende måde at booste dens billedkvalitet på. DxO ONE er i så fald et genialt koncept, et unikt kamera og et oplagt køb. Nogen DSLR-dræber er det ikke, men ved at tilslutte et lille, let kamera til din iPhone, får du markant bedre billeder.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Markant bedre detaljegengivelse, lavere billedstøj og bedre dynamik end selv den bedste iPhone. Mulighed for at skyde i raw-format.
Farverne er som udgangspunkt neutrale grænsende til det småkedelige, og så skal batteriet ustandseligt lades op. Virker ikke med Android-telefoner.

Specifikationer

Mærke
DxO
Mio. pixels
20,0
Brændviddeforl./optisk zoom
1,0
Billeder/sekund
8,0
Max. ISO
51200