anm_fujiGFX_50

FUJIFILM GFX 50S

Fujifilm beviser med det spejlløse GFX 50, at der er god grund til at vælge mellemformat. Se her, om billedkvaliteten også lever op til forventningerne.

af Gearguiden #Kamera #Fujifilm
9.1

FUJIFILM GFX 50S overraskede os adskillige gange i løbet af de første dage. Kameraet vejer ikke mere end et spejlrefleks med full-frame-sensor, og så ligger det rigtig godt i hænderne. Et spejlrefleks med mellemformat giver normalt et ordentligt klask på grund af det store spejl, når man tager billedet. Systemkameraet GFX har ikke spejl og tilmed mulighed for at arbejde fuldstændig lydløst og uden mekanisk rystelse, hvis du indstiller på elektronisk lukker i menuen. Kameraets indstillinger minder ikke overraskende om Fujifilms X-serie med adskillige programmérbare knapper. Det eneste, vi savner, er et dedikeret hjul til eksponeringskompensationen, som skal bruges flittigt. Også eksponeringen vælges som på X-serien, nemlig med et lukkertidshjul og en blændering, der kan stilles på A og dermed lave alle de klassiske former for automatik. Billedkvaliteten er ikke overraskende fremragende og fuldt anvendelig op til ISO 25.600. De sidste to trin op til maksimale ISO 102.400 kan dog også bruges. Detaljegengivelse og farve er fremragende. Det eneste full-frame-kamera, der giver GFX kamp til stregen, er Sony Alpha7R II med et topklasseobjektiv, men GFX er stadig marginalt bedst, når du går tæt på detaljerne i det færdige billede. Jpeg-filer i bedste kvalitet fylder omkring 30 megabytes og har et imponerende dynamisk spillerum. En raw-fil fylder skræmmende 111 megabytes, så det er godt, der er plads til to SD-kort. Vælges tabsfri komprimering af raw, falder filstørrelsen til knap 50 megabytes. GFX’ svagheder er langsom autofokus og en optagehastighed på 3,0 billeder i sekundet.

Mellemformat har dog aldrig været beregnet til action. Mellemformat handler om billedkvalitet – og det får du i den grad med GFX 50S.

Der er indtil videre lanceret fem tætnede GX-objektiver, og der er endnu et på vej i 2017, mens der i 2018 skulle komme en tele og en telekonverter. Objektiverne koster fra 11.995 kroner. Alle har en praktisk lås på blænderingen, når du vælger indstillingen A, hvilket vi længe har efterlyst på Fujifilms XF-objektiver. Et enkelt objektiv indtil videre har optisk billedstabilisering, hvilket er sjældent i mellemformat. Der er makroobjektivet på 120 mm, der med brændviddeforlængelsen på 0,79x, svarer til 95 mm.

Som tilbehør fås batterigrebet VG-GFX1 med et komplet sæt knapper til optagelse i højformat. I øvrigt kan søgeren tages af. Endnu findes der ikke udskiftelige søgere som til de analoge mellemformatkameraer, men med adapteren EVF-TL1 kan den elektroniske søger vippes op og drejes til siden. Det samme kan skærmen på 3,2 tommer. Søgeren med 3,7 mio. punkter og skærmen viser billedets og motivets farve, lys og kontrast, fuldstændig som de kommer op hjemme på computeren.

Batteriet NP-T125 er nyt og passer ikke til andre kameraer. Holdbarheden opgives til 400 skud per opladning, hvilket holder nogenlunde, hvis du ikke tjekker dine billeder på skærmen for tit.

Video kan optages i nydelig Full HD med beskedne 29,97 billeder per sekund. Der er stik til løs mikrofon og hovedtelefon, og der er indbygget wi-fi og dermed mulighed for at fjernstyre kameraet fra din telefon.

Prismæssigt ligger GFX 50S på omgangshøjde med Pentax 645Z, et stykke under Hasselblad X1 D og langt under Leica S, Phase One og de store Hasselblad-modeller.

I 1980’erne og 1990’erne producerede Fujifilm en stribe mellemformatkameraer, lige fra det enorme studiekamera GX680 til GW-serien med målesøger. Ingen af dem opnåede mere end en perifer position på markedet i forhold til de store spillere som Hasselblad og Mamiya. Med GFX og Fujifilms intelligente spring hen over full-frame og direkte til digitalt mellemformat til relativt rimelige priser tør vi godt spå Fujifilm en central placering i dette attraktive kamerasegment.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Du smiler fra øre til øre. Både når du er ude at fotografere, og når du kommer hjem til computeren og ser resultatet.
Autofokussen er langsom, og serieoptagelser kan højst tages ved 3,0 billeder per sekund. GFX 50S er klart bedst til rolige motiver.

Specifikationer

Mærke
Fujifilm
Mio. pixels
51
Brændviddeforl./optisk zoom
0,79
LCD-skærm
3,2
Billeder/sekund
3
Max. ISO
102400