Fujifilm X-H1

Fujifilm X-H1

De seneste godt og vel seks år har Fujifilm gennemført et comeback af de helt store. Det foreløbige højdepunkt er X-H1, der er ny topmodel blandt APS-C-modellerne.

#Kamera #Fujifilm
9.0

Fujifilm X-H1 føles som en ægte topmodel, når du er ude at tage billeder. Det tager også billeder og video som en topmodel, og det ligner en topmodel, da det har fået mere pondus end X-T2 og har et væsentligt dybere og bedre håndgreb og dermed bedre ergonomi. Der er også et nyt lcd-panel oven på kameraet. Det har mange spejlreflekser også, men det unikke ved X-H1 er, at skærmen også viser information om batteri og hukommelse, når kameraet er slukket. Det glimrende hjul til eksponeringskompensation, der sidder på fx X-Pro2, er desværre reduceret til en lille knap nær udløseren. Menu og placering af knapper er ellers, som Fujifilm-fotografer er vant til.

I godt samspil med Fujifilms fine XF-objektiver leverer X-H1 en fremragende billedkvalitet. Farverne er lidt forsigtige og kølige, men de kan justeres op, og skyder du raw, klares det jo i raw-konverteringen. Kornene er endnu finere end på selv de bedste konkurrenter op til ISO 25.600.

Videofunktionen er også klart forbedret. 4K kan nu skydes i F-log, hvilket for filmfolket svarer til raw, med et meget stort dynamisk spillerum. Autofokus er ganske hurtig. Søgeren er fremragende og opdateres hurtigt for et godt og flydende søgerbillede. Skærmen er blevet berøringsfølsom og kan vippe i to planer. Desværre måler den kun 3,0 tommer.

Den helt store nyhed er den 5-aksede billedsstabilisering på sensoren, der gjorde det muligt for os at tage skarpe håndholdte billeder på 1/4 sekund. Modsat konkurrenterne skal du desværre vælge, om stabiliseringen skal ske på sensoren eller i objektivet. Ingen er fuldkommen, men i forhold til billedkvalitet fra et APS-C-kamera er X-H1 godt nok tæt på.

Konklusion

Meget fin billedkvalitet kombineret med generelt forbedret ergonomi og brugervenlighed. Effektiv billedstabilisering indbygget i det robuste kamera.
Billedstabiliseringen skal indstilles manuelt, og der mangler desværre det for Fujifilm ellers så velkendte hjul til eksponeringskompensation.

Specifikationer

Mærke
Fujifilm
Mio. pixels
24
Brændviddeforl./optisk zoom
1,5
LCD-skærm
3
Billeder/sekund
14
Max. ISO
51200