fujiX100F

Fujifilm X100F

På overfladen ligner det nye Fujifilm X100F sine tre forgængere til forveksling, men lad dig ikke narre. På vigtige punkter er det et klart bedre kamera.

#Kamera #Fujifilm
8.7

Fujifilm X100F er fjerde generation og tro mod det koncept, der gjorde X100 til en moderne klassiker og for alvor etablerede Fujifilms ry som kameraproducent i topklasse. Det er et elegant og yderst velforarbejdet kamera i de bedste materialer. Det er udstyret med en optik, der svarer til 35 mm F2.0, en APS-C-sensor og ikke mindst en hybridsøger, der kan vise både optisk og elektronisk søgerbillede. Sidstnævnte er den praktiske, mens den optiske fuldender kameraets retroaura.

Med 24,0 mio. pixels har X100F en opløsning, der er øget 50 procent i forhold til forgængeren. Nok så vigtigt er det, at der er kommet et fikst lille joystick til, som gør det nemt at placere fokus i et eller flere af de 325 fokuspunkter, der er fordelt over hele billedfladen. De tre forgængere havde beskedne 49 fokuspunkter hver. I øvrigt er der drysset stjernestøv fra storebror X-Pro2 over X100F i form af den samme billedprocessor. Der er også indbygget ISO-indstilling i lukkertidshjulet, og så er der kommet et praktisk indstillingshjul på forsiden af kameraet.

Vi sætter også stor pris på, at kameraet reagerer ultrapræcist og hurtigt på udløserknappen, og at X100F kan tage otte billeder i sekundet.

Den meget fine optik er skarp over hele billedfladen, og den højere opløsning gør detaljegengivelsen virkelig god. Billedstøj begynder at trænge sig på fra ISO 12.800. Ikke mindst under gode lysforhold er billedkvaliteten i øvrigt ganske fremragende.

Ergonomien kunne nemt være bedre. Det gælder især, hvor højre hånd griber om kameraet. Den manglende billedstabilisering og den høje pris trækker også lidt ned på et ellers fantastisk kamera.

Betjeningen med blændering om objektivet og et klassisk lukkertidshjul oven på kameraet fungerer effektivt og logisk. Begge kan stilles på A, og så indstilles kameraet fuldautomatisk svarende til en normal P-automatik. Vælger du fx blænde manuelt og lader lukkertiden stå på A, har du blændeprioriteret automatik. Blændering og indstillingshjul kan desværre ikke låses på A-indstillingen, så man kan komme ud for, at især blænderingen forskubber sig. Knapperne på kameraets bagside er blevet flyttet rundt i forhold til tidligere, så de nu alle er placeret i højre side og dermed kan betjenes med en hånd. Afspille-knappen lå tidligere ude til venstre og kan være lidt svær at lokalisere, når man sidder i mørke og fotograferer sport eller sceneshow.

Batteriholdbarheden opgives til 390 efter CIPA-standarden, og det passer fint med vores erfaring. Man kan uden problemer skyde en hel dag på en enkelt opladning. Bruges X100F som backup for et Fujifilm med udskifteligt objektiv, er det en god nyhed, at X100F nu benytter samme batteri af typen NP-W126 og oplader som de øvrige X-modeller – lige fra X-A10 til X-Pro2. Den indbyggede blitz i X100F lyser billedfladen jævnt ud og rækker 4,6 meter. Det ligner umiddelbart et tilbageskridt i forhold til forgængerne. Det er dog den samme blitz. Rækkevidden måles bare ved ISO 100 i stedet for, som tidligere, på ISO 1600. En god nyhed er, at den indbyggede blitz nu kan styre en ekstern trådløst.

X100F kan også optage video. Som sine to seneste forgængere kan det optage Full HD video, og der er indgang til ekstern mikrofon. X100F erstatter den tidligere model X100T, der udgår, når det sidste kamera er solgt.

Konklusion

X100F reagerer meget præcist, og autofokus er nem at styre. Kameraet er en fornøjelse at arbejde med, og billedkvaliteten er i top.
En billedstabilisering ville gøre det nemmere at tage skarpe billeder i begrænset lys. Prisen er nok i overkanten for mange.

Specifikationer

Mærke
Fujifilm
Mio. pixels
24
Brændviddeforl./optisk zoom
1
LCD-skærm
3
Billeder/sekund
8
Max. ISO
51200