Fujifilm XF1

Her er et yderst præsentabelt lommekamera fra fujifilm med et lækkert læderlook. Prisen er umiddelbart høj, men er billedkvaliteten lige så retro som designet?

#Kamera #Fujifilm
8.4

Med nutidige øjne er lommekameraet Fujifilm XF1 en besynderlig sag, idet det kræver to hænder at håndtere. Man skal nemlig trække objektivet ud og dreje det, før kameraet starter op, ligesom det kræver to hænder at zoome, fordi objektivet også her skal drejes, præcis som på et spejlreflekskamera og som Fujifilm X10.

Fin farvegengivelse
Hvidbalancen rammer rigtigt på nær i blandet lys, hvor de fleste andre kameraer også har problemer. Farverne bliver ganske godt gengivet på den 3,0 tommer store lcd-skærm, selv om den kun har 460.000 punkter.
Når man har vænnet sig til XF1’s forskellige funktioner, vil man opdage, at kameraet har en masse smarte tricks i ærmet, blandt andet den nye E-Fn-knap, som via skærmen giver mulighed for at brugerkonfigurere op til seks ekstra knapper. Se, det er en brugbar funktion.
Der er også en række avancerede filtre, blandt andet muligheden for at skyde panoramabilleder i én glidende bevægelse. Man kan også vælge Legetøjskameraeffekt og det bemærkelsesværdige filter Dynamisk Tone.
Fujifilm opgiver 300 billeder per batteriopladning, hvilket dog er en anelse optimistisk. I praksis var tallet noget lavere.

Konklusion

XF1 er et meget præsentabelt kamera, som man gerne tager frem i de rigtige kredse, og det leverer oven i købet varen rent billedmæssigt. Ergonomien kunne være bedre, og prisen måtte gerne være en hel del lavere, men med alle de små funktioner, man kan blive ved med at finde i kameraet, føles det som om, man igen og igen får lidt ekstra for pengene.

Specifikationer

Mærke
Fujifilm
Mio. pixels
12
Brændviddeforl./optisk zoom
4x
LCD-skærm
3
Billeder/sekund
10
Max. ISO
12800