Leica M (Typ 262)

Leica M (Typ 262) forærer dig intet, når du er ude at fotografere. Fokusering klares manuelt med målesøgeren, som viser det midterste af søgerbilled­et dobbelt. Når du ved at dreje på fokusringen får de to billeder til at smelte sammen, er motivet i knivskarpt fokus. Du kan sætte lukkertidshjulet på A, så du vælger blænde, og kameraet klarer lukkertiden, men ellers er der ingen automatik. Kameraet lægger mere end noget andet op til, at det er dig som fotograf, der skal tage ansvar. Ellers får du ingen billeder. Hvis Leica M overhovedet forærer dig noget, så er det glæden og tilfredsstillelsen ved at klare ærterne selv. Desuden er der glæden over de fantastisk skarpe objektiver og ikke mindst følelsen af, at man arbejder med en legende. Kameraet er en neddroslet version af Leica M (Typ 240). Forskellene er især, at M (Typ 262) ikke har video, live view eller mulighed for en elektronisk søger. Desuden er lysmålingen mere primitiv.
Især på lav ISO er billedkvaliteten imponerende, stærkt hjulpet på vej af skarpheden og kontrastgengivelsen fra de fremragende objektiver. På ISO 3200 er der små, men synlige korn under alle lysforhold. Eksponering og hvidbalance er ikke de mest præcise, vi har arbejdet med, da målingen på kameraet er centervægtet snarere end multizone som i (Typ 240). Med lidt eksponeringskompensation kvitterer kameraet med fotos, der er synligt skarpere, end hvad de fleste andre kameraer vil give dig.

Man vælger ikke Leica, fordi det er billigt. Et håndbygget, tysk kvalitetskamera koster, men med til historien om prisen hører, at Leica holder prisen bedre end noget andet kameramærke. Vores objektivvalg fra start ville være M 35mm F2.4 ASPH til 14.200 kroner. Derefter ville det være godt med en Summarit-M 75mm F2.4 til 13.400 kroner. Hvis man altså ikke går all-in og lægger ud med 35mm F1.4 til 34.900 og 90mm F2.0 APO til 27.700 kroner.
Leica M (Typ 262) har en af de mest enkle menuer må markedet med i alt 24 punkter. Der er ikke dansk menu, så man må vælge fx engelsk eller tysk. Der er ikke meget, der kan indstilles. Eneste søgerinformation er lukkertiden eller eksponeringskompensationen, samt ramme for det objektiv, du arbejder med. I storebrorens søger kan man også se fx ISO og lysmålertype.
Kan du leve med det, kan du spare 8.300 kroner ved at vælge 262. De øvrige forskelle er små og kosmetiske. Leica M-E (Typ 220) er billigere med 37.900 kroner, men er også et mere primitivt kamera med en skærm på 2,5 tommer og ccd-sensor. Alle tre er full-frame.
At købe Leica M er det samme som at vælge tradition frem for teknologi på godt og ondt. Vi kan fx godt lide, at når du ikke tager billeder, er sensoren dækket af spaltelukkeren, da kameraet ikke har liveview. Det betyder, at sensoren er bedre beskyttet mod støv under objektivskifte. Der er dog et par punkter, hvor kameraet er lidt for rustikt for vores smag. For at skifte SD-kort skal du således pille bundpladen af kameraet, præcis som man skulle for at skifte film i den analoge M-serie. Desuden burde der være dioptrikorrektion på søgeren. Til Leica M skal man købe korrektionslinser, der passer til ens syn, til 995 kroner stykket. På den anden side følger der en fuld version af Lightroom CC med.
Alt i alt er Leica M (typ 262) et lækkert kamera, og da vi alligevel aldrig kunne drømme om at optage video med et Leica M, fordi det er arketypen på et 35mm-kamera, virker netop Leica M (typ 262) som et rigtig godt valg frem for de andre M-modeller.

Conclusion