Leica SL2

Dette spejlløse full-frame-kamera SL2 er ligesom forgængeren SL bygget som en kampvogn i aluminium og vejer næsten et kilo. Designet er dog mere mere afrundet, og man glemmer hurtigt, hvor stort det forseglede kamera er.

Vi skød både med en zoom på 28-90 mm og en fast 35 mm-optik, som begge balancerede godt på SL2. Med de nye knapper, der med tekst endelig fortæller, hvad de bruges til, er betjeningen generelt blevet bedre. Ét tryk på Menu-knappen giver adgang til en quickmenu, hvor man kan indstille via det fine joystick eller bruge den berøringsfølsomme skærm. Med to tryk føres man dybere ind i menuen. Det store indstillingshjul kører let, men desværre også så let, at vores indstillinger ofte var ændret ved et uheld. Her savner vi en lås på knappen.

Full-frame-sensoren er nu på 46,7 mio. pixels. Detaljegraden er fornem og på linje med søsterkameraet Panasonic Lumix DC-S1R, mens farverne fra SL2 er mere neutrale. Billederne har et stort dynamisk omfang, og støj er fint under kontrol. Søgeren med sine 5,76 mio. punkter og en opdateringshastighed på 120 billeder per sekund giver et fantastisk klart billede. Autofokussen er arvet fra Panasonics S-modeller og er derfor kun kontrastbaseret. Den er knap så hurtig og præcis som fx Sony A7R IV. Der er en udmærket ansigtsgenkendelse, men øjefokus må man leve uden. Det savnede vi til portrætter.

Leica vælges ofte med hjertet frem for hjernen. Designet er ekstremt lækkert, men SL2 koster omkring det dobbelte af det stort set tilsvarende Panasonic-kamera, og på både billedkvalitet og autofokus bliver det slået af det noget billigere Sony A7R IV.

Conclusion