Nikon 1 V3

Den nye topmodel blandt Nikons systemkameraer adskiller sig markant fra tidligere V-modeller. Den elektroniske søger er væk, og både billedchip og billedprocessor er blevet opgraderet.

af Gearguiden #Kamera #Nikon
8.2

Nikon 1-serien er lækkert designede kvalitetskameraer, og den nyeste topmodel V3 er med sin lækre finish ingen undtagelse. Samtidig er V-serien et eksempel på, at fotoentusiaster nogle gange kan se muligheder i noget fotoudstyr, som producenten ikke havde drømt om. Sagen er, at man for 1589 kroner kan få en FT-1-adapter til kameraet. Den gør det muligt at sætte Nikons spejlrefleksobjektiver på Nikon 1. Takket være brændviddeforlængelsen på 2,7x kan man således forvandle en almindelig teleoptik som AF-S 70-300 mm til en kompakt 189-810 mm monsterzoom med autofokus. Da den mekaniske lukker tilmed kan kobles fra, så kameraet bliver lydløst, er V-serien blevet populær blandt fuglefotografer.

Det er også en fordel, at den berøringsfølsomme skærm kan vinkles op og ned, og at man diskret kan udløse kameraet ved på skærmen at pege på det, der skal være skarpt, ligesom det kan fjernstyres via wi-fi. Som tredje topmodel i Nikon 1-serien adskiller V3 sig markant fra sine forgængere. Først og fremmest er den elektroniske søger nu tilbehør, men også hele den billeddannende elektronik er ny. Cmos-sensoren har nu 18,2 mio. pixels, og kameraet har en version af den billedprocessor, der sidder i D4S. I øvrigt er der som hos forgængeren intet low pass-filter i kameraet, hvilket på papiret burde give god detaljegengivelse.
I praksis er billedkvaliteten god. Detaljegengivelsen har dog ikke fået det løft, man kunne håbe på fra de 18,2 mio. pixels og det manglende low pass-filter, men eksponeringen er sikker og farvegengivelsen nydelig.

Fin støjhåndtering

Vores målinger på støj var flotte for et kamera med denne størrelse sensor på 13,2 x 8,8 mm, og støjreduktionen går kun ud over de fineste detaljer. Som en fornuftig detalje vælger man nu en grad af støjreduktion, samtidig med at man vælger ISO. Der er fx både en normal ISO 6400 og en NR 6400-indstilling til støjfjerning. Kameraet har desuden Nikons gode kontrastjustering, og på indstillingshjulet oven på kameraet findes alle de programmer, man forventer.

Den nye optik med en brændvidde på 10-30 mm, der svarer til 27-81 mm, har et indbygget objektivdæksel, en tilfredsstillende skarphed og en nærgrænse på 20 cm, hvilket bringer kameraet tæt på makroområdet.

Autofokus er af typen, som har fasedetektion på sensoren, og den fungerer hurtigt og beslutsomt. Den indbyggede blitz rækker op til fem meter. Desværre sidder den forskudt for kameraets midterakse og vil kaste skygger i både høj- og bredformat.
Ergonomien i kameraet er udmærket, og det er meget praktisk, at skærmen kan vippe både op og ned, om end ikke fremad til selvportrætter. Der er to programmérbare funktionsknapper, hvoraf den øverste er kombineret med et indstillingshjul, så man lynhurtigt kan skifte fx ISO. Når karakteren for brugervenlighed ikke er højere, skyldes det den ikke specielt brugervenlige menu, hvor centrale optagefunktioner ligger ulogisk placeret i forskellige undermenuer.

Søger savnes

Desuden oplevede vi det som et klart tilbageskridt, at den elektroniske søger er forsvundet, og skærmen er simpelt hen for svær at aflæse i solskin. Vi fandt kun søgeren DF-N1000 i sæt med kameraet og et håndgreb til hele 9995 kroner. Til sammenligning har alle konkurrenternes topmodeller indbygget elektronisk søger.
Desuden er det et klart minus, at både tilbehørsskoen oven på kameraet og kontakterne til håndgrebet under kameraet er beskyttet af små dæksler, som let bliver væk.

Det er nemt at finde et systemkamera fra Fujifilm, Olympus, Panasonic eller Sony, der til samme pris har en bedre detaljegengivelse end Nikon 1 V3. Til gengæld har kameraet en samlet billedkvalitet, som er klokkeklart bedre end, hvad man får hos et kompaktkamera med superzoom. Modellen er også langt mere kompakt. Samtidig tager det mange fotos per sekund, hvilket gør det velegnet til action.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Som luksuskamera til fotoentusiasten, som går op i design, giver Nikon 1 V3 god mening. Vi savner dog en indbygget elektronisk søger, da skærmbilledet er svært at se i godt vejr. Der er en fin støjhåndtering, eksponeringen er generelt sikker og farvegengivelsen god. Ergonomien er udmærket, og kameraet er godt rustet til actionbilleder. Til gengæld er menuen ikke specielt brugervenlig.

Specifikationer

Mærke
Nikon
Mio. pixels
18,2
Brændviddeforl./optisk zoom
2,7x
LCD-skærm
3,0"
Billeder/sekund
60,0
Max. ISO
12.800