Nikon COOLPIX S9700

Trods en tykkelse på kun 3,5 cm har Nikon fundet plads til 30x zoom. Kameraet har en forrygende hurtig autofokus samt indbygget gps og wi-fi, men der venter desværre en skuffelse.

af Gearguiden #Kamera #Nikon
8.3

Denne model afløser den godt et år gamle forgænger S9500. Fysisk er S9700 en anelse større, mens opløsningen er sænket fra 18,0 til 15,9 mio. pixels. Begge dele giver mening, da S9700 er blevet udstyret med 30x optisk zoom modsat 22x førhen. Den mindre opløsning virker også som et fornuftigt valg, da billedsensoren blot måler 6,17 x 4,55 mm, hvilket nemt resulterer i billedstøj, når opløsningen er for høj. De 30x optisk zoom svarer til 25-750 mm, så man er flot dækket ind fra vidvinkel til stærk tele. Det er her et stort plus, at autofokussen reagerer forrygende hurtigt og præcist, ligesom det kun tager den 2,5 sekunder at komme fra vidvinkel til tele. Kameraet har alle de gængse hel- og halvautomatiske programmer, og en god gps-funktion betyder, at man kan placerer pletskuddene på et verdenskort som fx Google Map.

Skærm helt uden reflekser

Kameraet har indbygget wi-fi, og med Nikons app Wireless Mobile Utility kan man betjene kameraet direkte fra sin telefon, og overføre bil­lederne til fx Facebook. Skærmen af typen OLED har en opløsning på 921.000 punkter, og takket være en speciel mat overfladebelægning er den helt fri for reflekser. Desværre er den ikke berøringsfølsom, hvilket mange af konkurrenterne frister med. Billedkvaliteten er ved første øjekast imponerende flot, da farverne er varme og med en flot mætning. Kontrasten rammer lige på kornet med fine nuancer i højlys og skygger, uafhængigt af om man befinder sig i med- eller modlys. Eksponeringen er ekstrem sikker, og man kan roligt stole på automatikken. Mere skuffet bliver man, når billederne dukker op på ens computerskærm. Her er detaljerne desværre uldne selv ved ISO 125, mens billed­støjen bliver voldsom fra ISO 1600.

Video klarer kameraet i Full HD med 30 bil­leder i sekundet i en flot kvalitet. Lyden er i stereo, og det er fint, at zoomen arbejder i et mere roligt tempo, end når man skyder fotos.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Nikon COOLPIX S9700 byder på hele 30x optisk zoom, og den lynhurtige autofokus sørger for, at stort set alle billeder bliver skarpe. Billedkvaliteten er generelt fin med varme farver og en flot kontrast. Den vil tilfredsstille de fleste, så længe man ikke printer billederne større end i A5, da detaljegraden er ret ulden, hvilket ses tydeligt på print i A4.

Specifikationer

Mærke
Nikon
Mio. pixels
15,9
Brændviddeforl./optisk zoom
30x
LCD-skærm
3,0
Billeder/sekund
6,9
Max. ISO
6400