anm_nikonD3400_01

Nikon D3400

D3400 tager over som Nikons mindste spejlrefleksmodel. Et langt stykke hen ad vejen imponerer D3400, men på enkelte punkter er vi ikke helt tilfredse.

#Kamera #Nikon
8.8

Nikon D3400 ligger med sit design og sin knapplacering samt ergonomi tæt op ad de større modeller, som både professionelle og entusiaster sværger til, og næsten alt Nikon-tilbehør passer på kameraet. Flere specifikationer, fx de 24,0 mio. pixels, har kameraet til fælles med større søskende. Kameraet ligger rigtig godt i hænderne, og både spejlsøgeren og skærmen på 3,0 tommer er af fin kvalitet for et kamera i denne klasse. Kameraets opløsning er uændret, og processoren er fortsat en Expeed 4. Også skærm og søger er uændret. Tophastigheden ved serieoptagelser er fortsat fem skud i sekundet, og video kan stadig maksimalt optages i Full HD med 60 billeder i sekundet. Der er også genvalg til EL14a-batteriet. Derfor overrasker det, at D3400 pludselig kan klare 1200 billeder per batteriopladning, hvor D3300 tog 700. Forklaringen kan findes der, hvor Nikon har skåret ned på D3400. Blitzen er meget svagere. Ledetallet er sænket fra 12 til syv, og den ultrasoniske sensorrens er fjernet. Begge dele sparer strøm. Der er sløjfet indgange til en ekstern mikrofon og den usb-indgang, hvor man fx kunne tilslutte gps eller wi-fi-enhed. De fire punkter fik os til at overveje, om D3400 reelt er et tilbageskridt. Kameraet har dog Bluetooth-baseret SmartBridge som alternativ til wi-fi, og når vi studerer kameraets jpeg-billeder, der kommer direkte ud af kameraet, er D3400 synligt bedre med øget skarphed, kontrast og farvemætning. Korn er flot under kontrol til ISO 6400, bliver synlige i svagt lys på 12.800 og begynder at genere på 25.600. Skærmen er hverken berøringsfølsom eller fleksibel.

En mærkbar forskel på dyre og billige spejlreflekser er autofokus. D3400 har beskedne 11 fokuspunkter, og man skal ind i menuen for at skifte mellem enkelt og kontinuerlig fokusering samt målemønster. Har man valgt indstillingen med et enkelt fokuspunkt, er det nemt at vælge hvilket på kransen om OK-knappen bag på kameraet. Til gengæld er autofokus ved video og live view to til tre gange så hurtig og fuldstændigt lydløs med Nikons nye AF-P-objektiverer med stepmotor, som da vi prøvede det med en støjsvag AF-S-optik.

Nikons mindste modeller har noget, som de store kameraer ikke har. Som D5500 kan D3400 lægge digitale effekter på billedet i selve optagelsen, og som det eneste kamera har D3400 desuden en indbygget fotoskole på dansk. Man sætter indstillingshjulet på Guide, derefter klikker man sig i menuen frem til, hvilken motivtype man vil arbejde med, og så kommer man frem til at kunne foretage nogle relevante kameraindstillinger ad den vej. Det er naturligvis begrænset, hvad Guide-funktionen kan nå at lære fra sig på den lille skærm, men Nikon har de senere år fået udviklet funktionen i en mere visuel og inspirerende retning. I øvrigt er der på indstillingshjulet et omfattende udvalg af programmer med fuldautomatik, motivprogrammer samt de fire klassiske optageindstillinger. Der er noget for ethvert ambitionsniveau.

Kameraet har i alt 18 knapper. Ved udløseren sidder eksponeringskompensationsknappen, og det er fint. Derimod savner vi direkte knapper til at styre basale ting som ISO og autofokus og også gerne hvidbalance. Der er dog en enkelt Fn-funktionsknap på siden af kameraet, der kan programmeres til at styre ISO, hvidbalance, kontrast eller billedstørrelse, men autofokus skal styres i menuen.

Prisen gælder kamerahuset alene. Vi fandt et sæt med objektivet AF-S DX NIKKOR 18-105mm F3.5-5.6G ED VR til 4057 kroner, som vi vil anbefale til foto på grund af det bedre zoomområde end den mindste kitoptik.

Gå efter objektivet AF-P DX NIKKOR 18-55mm F3.5-5.6G VR til 4560 kroner, hvis du også vil skyde video. Dette objektiv findes med og uden optisk billedstabilisering. Det er VR-versionen med stabilisering, du skal have.

Hvis du har, eller påtænker at købe, Nikkor AF-objektiver, skal du være opmærksom på, at D3400 ikke har indbygget fokusmotor. Det har disse objektiver heller ikke, så bruges de sammen, skal der fokuseres manuelt. For at få autofokus på AF-objektiverne skal du have fat i et Nikon D7200 eller større. De har indbygget fokusmotor, der kan trække de aldrende objektiver, hvoraf mange dog fortsat er i handlen. Har du Nikons nye AF-S- eller AF-P-objektiver, fungerer autofokus fint.

Konklusion

Man kommer godt fra start med D3400, takket være en meget fin billedkvalitet, god ergonomi og alt i udbygningsmuligheder.
D3400 er desværre ringere udrustet end sin forgænger, når det gælder blitzstyrke, sensorrens og eksterne indgange til fx gps.

Specifikationer

Mærke
Nikon
Mio. pixels
24,0
Brændviddeforl./optisk zoom
1,5
LCD-skærm
3,0
Billeder/sekund
5,0
Max. ISO
25.600