Nikon D4S

To år efter D4 kom på gaden, er Nikon klar med D4S. Vi har haft fingre i den spændende topmodel, der nu kan skyde serier på 11 billeder i sekundet og bruge hidtil uhørte ISO 409.600.

#Kamera #Nikon
9.1

Med en optagehastighed på 11 billeder i sekundet med kontinuerlig autofokus bør det være slut med at komme hjem fra et sportsarrangement med stakkevis af fotos, som ikke er skarpe. Hvis det afgørende øjeblik bare er en anelse ude af fokus, er billedet nemlig ikke værd at gemme. På papiret er Nikon D4S kameraet, der kan gøre en forskel. For at tjekke, om det nu også forholder sig sådan, tog vi kameraet med til en basketballkamp i en dårlig belyst sportshal, hvor der virkelig sættes krav til både hastighed og lysfølsomhed. Her skal man nemlig helst kunne fryse motiverne på mindst 1/1000 sekund, og lad os sige det med det samme – D4S lever fuldt ud op til forventningerne. Sjældent har vi skudt så mange gode billeder under en indendørs sportsbegivenhed. Læg dertil den store, lyse full-frame-søger, der langt overgår, hvad noget APS-C-kamera kan give. Opløsningen er beskedne 16,2 mio. pixels, men det betyder ikke så meget i denne sammenhæng. Det er mere end rigeligt med dette kamera, og den reducerede datamængde gør det muligt at ekspedere de hurtigere serieoptagelser. I den sammenhæng er det dejligt, at fokuspunkterne kan grupperes, ligesom hos Canon EOS-1D X.

Som alle andre af Nikons topmodeller er D4S vejrforseglet og meget robust konstrueret, så det eksempelvis kan klare strabadser som regnvejr under en fodboldkamp. Ligesom Nikon D4 er kameraet udstyret med et væld af knapper og hele tre lcd-skærme, hvor den nederste bag på kameraet giver hurtig adgang til indstilling af hvidbalance, billedstørrelse og -kvalitet samt ISO.

Vild lysfølsomhed

Når det gælder ISO, er D4S et sensationelt kamera. ISO-området går nemlig fra 50 til hele 409.600, hvilket er markedets vildeste lige nu. Når det er sagt, er vi dog skuffede over den maksimale ISO-værdi. Her er billederne ganske enkelt ikke gode nok med billedstøj på et niveau, vi ikke har set, siden den maksimale grænse var ISO 3200 for mange år siden. Det hjalp os hverken at sætte støjreduktionen på maksimum eller at billedbehandle bagefter. Det skal dog siges til kameraets ros, at selv på højeste støjreduktion fjerner kameraet ikke detaljer i motivet. Op til ISO 51.600 leverer kameraet ganske brugbare billeder, og på de laveste værdier er støjen minimal med en utrolig fin detaljegengivelse. Det havde vi ganske stor glæde af, da vi også testede kameraet i dagslys. I begge tilfælde var både hvidbalance og farvegengivelse lige i øjet.

Stort set alt kan brugertilpasses, så du kan få dit D4S, som du vil have det. Og tro os – hvis et almindeligt husholdningsspejlrefleks er som en glad malkeko, er Nikon D4S som en brølende rodeotyr, når det først går løs. Billedkvaliteten er ikke kun perfekt til web og avisprint, men også god til store print i A3, men med de 16,2 mio pixels når det eksempelvis ikke D800 i detaljegengivelse.

Video i Full HD-kvalitet kan nu optages dobbelt så hurtigt ved 60 billeder per sekund, og LAN-stikket i kameraet gør det nu muligt at overføre data ved 1000 Mbps i stedet for 100, når man bruger en kablet netværksforbindelse.

Bedste ergonomi

Med en vægt på 1,35 kg ligger det tunge full-frame-kamera som støbt mellem hænderne – uanset om man holder kameraet lodret eller vandret. Vi har ganske enkelt ikke oplevet bedre ergonomi, og knap-layoutet er naturligvis uændret, så alle Nikon-fotografer vil føle sig hjemme. En detalje, som man virkelig sætter pris på, når det er mørkt, er, at det ikke kun er kameraets tre lcd-skærme, men også de vigtigste knapper, der oplyses, når man drejer tænd- og sluk-knappen helt i bund.
Nikon D4S har reelt kun én konkurrent – nemlig Canon EOS-1D X, der holder en snæver føring, fordi det stadig har højere opløsning, en større søger, hurtigere serieoptagelser og en marginalt mere sikker autofokus. I det daglige er det dog kun ubetydelige nuancer, der adskiller de to. Begge modeller hører til blandt de absolut hurtigste og mest spændende kameraer, der nogensinde er skabt.

Konklusion

Ud over billedkvaliteten, der er utrolig god, den fantastiske hurtighed ved serieoptagelser og alle kameraets øvrige styrkesider får du endnu en ting. Du kan lægge dit Nikon D4S i tasken og vide, at nu ejer du et af de allerfineste kameraer, der nogensinde er konstrueret. Og det er slet ikke nogen dårlig fornemmelse. Bruger du Nikon og er til action- og naturfotografi, er D4S ultimativt.

Specifikationer

Mærke
Nikon
Mio. pixels
16,2
Brændviddeforl./optisk zoom
1,0
LCD-skærm
3,2
Billeder/sekund
11,0
Max. ISO
409.600