Nikon D5300

Her får du en fleksibel skærm, wi-fi samt en billedkvalitet, der næsten matcher storebror Nikon D7100. Nikon flytter grænserne for, hvor meget kamera du kan få for under 6000 kroner.

af Gearguiden #Kamera #Nikon
9.1

Nikon D5300 ligger helt i stil med Nikons andre spejlreflekskameraer som støbt mellem hænderne. Samtidig med den stærke ergonomi er det også kompakt og overkommeligt nok at have med på en rejse. Skal du fotografere hen over tilskuerne ved fx tyreløbet i Pamplona, vinkler du bare den store skærm ned, så du kan skyde hen over hovederne på dem, der står foran. Autofokus er hurtig og præcis, og har du brug for at sende billedet hjem eller lægge det på fx Facebook, kan du gøre det med din mobiltelefon via kameraets indbyggede wi-fi.

En anden funktion, der er guld værd for dine rejsebilleder, er den indbyggede gps. Den lægger gps-koordinater i billedets exif-data, så du med få meters nøjagtighed med verdenskort-funktionen i fx Elements 12 eller Lightroom 5 kan se, præcis hvilket gadehjørne i Shanghai du stod på, da du tog billedet. Gps er dog hårdt ved batteriet, så et ekstra batteri er godt at have med. Når du ikke har brug for gps, kan den slås fra. D5300 har en velfungerende automatik, og knapperne er godt placeret. Alt i alt står D5300 ikke i vejen for fotografen. Det er nemt for entusiasten at få det sat op til at tage de ønskede billeder, og kameraets funktioner er yderst velfungerende. Det er en af de væsentligste grunde til, at vi sætter stor pris på dette Nikon.

Lækre billeder

Den anden grund er den høje billedkvalitet. Med 24,0 mio. pixels bliver detaljegengivelsen på niveau med den dyrere storebror D7100. Nikon D5300 har intet anti-alias-filter, men det er svært at se forskellen i praksis i forhold til andre kameraer med samme opløsning. Et andet plus er, at billedstøjen er lidt bedre under kontrol end på de bedste konkurrenter. Eksponeringen er sikker, og så kan kameraet ikke kun rette objektivfejl som vignettering, men også fortegning. Hvidbalancen byder på en meget sikker farvegengivelse, uanset om man bruger Auto eller vælger en indstilling som fx Dagslys. Jpeg-billeddannelsen kan sættes op efter behag, og der er et antal kreative filtre, man kan lege med for at live triste motiver op. Til kraftigt modlys er der en fin HDR-funktion, hvor autoindstillingen tager godt fat uden at overdrive. En tredje grund til, at vi er vilde med D5300, er prisen, for intet andet sted får du så meget kamera for under 6000 kroner. Det gælder både ergonomi, funktioner og billedkvalitet. Når D5300 så er det bedste kamera i sin klasse, melder spørgsmålet sig, om der overhovedet er et marked for storebror D7100 længere?

Det er der trods alt. D5300 har en god spejlreflekssøger, men i stedet for et ægte prisme har det spejle, og søgerbilledet er derfor lidt mindre og mørkere. Kameraet er nemt at bruge, men ville være endnu nemmere, hvis der også var direkte knapper til blandt andet indstilling af ISO, hvidbalance og fokuspunkter som på D7100. Desuden har de dyrere modeller et større batteri og indbygget fokusmotor, så du også kan bruge autofokus med ældre objektiver, der ikke har egen motor. Autofokus er dog hurtig og præcis – også under live view – for et kamera i denne prisklasse. Vi oplevede fx ikke, at D7100 var hurtigere til at stille skarpt.

Den rigtige partner

Man kan få kameraet med to kitobjektiver. Vi fandt D5300 med en optik på 18-140 mm til 7895 kroner, mens det med 18-55 mm fås til 6049 kroner. Det nye 18-140 mm er et glimrende objektiv, men det føles dog rigeligt stort til det kompakte D5300. Vi ville derfor enten vælge kitobjektivet på 18-55 mm i kombination med Nikons telezoom på 55-200 mm til 1077 kroner ekstra eller gå efter den noget dyrere og mere alsidige optik på 18-200 mm. Under alle omstændigheder sætter D5300 nye standarder for, hvor meget du får for under 6000 kroner.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Lige her og nu er Nikon D5300 det bedste kamera, du kan købe i denne prisklasse. Det er en fornøjelse at arbejde med takket være den fine ergonomi og den store, fleksible skærm. Alligevel er det rimeligt kompakt, og når du er ude at rejse, bliver du virkelig glad for gps og wi-fi. Nok så vigtigt er billedkvaliteten glimrende og matcher stort set det halvprofessionelle Nikon D7100. Vi er imponerede.

Specifikationer

Mærke
Nikon
Mio. pixels
24
Brændviddeforl./optisk zoom
1,5
LCD-skærm
3,2
Billeder/sekund
5,0
Max. ISO
25.600