panasonicFZ82

Panasonic Lumix DC-FZ82

Et brændviddeområde på 20-1200 mm, forbløffende god autofokus, overraskende lav pris, 4K og en lav vægt gør FZ82 til et stykke sjovt og inspirerende legetøj.

#Kamera #Panasonic
8.3

Panasonic Lumix DC-FZ82 er først og fremmest sjovt at fotografere med. I de kun 607 gram er der en zoom, der går fra 20 mm vidvinkel til forrygende 1200 mm tele. Sagt på en anden måde: Kan du se det, kan du fotografere det, og kan du ikke se det, kan du i mange tilfælde fotografere det alligevel ved at zoome ind. Den optiske billedstabilisering er effektiv på rolige motiver, og autofokussen er en af de bedste, vi har prøvet på et superzoomkamera. På helt op til 500 mm tele kan FZ82 holde fokus på en bil, der kører frem mod kameraet med 90 km/t. I den situation fik vi op til syv billeder i sekundet, som alle blev skarpe. Det er uhørt godt for et superzoomkamera i denne prisklasse. Med almindelig autofokus tager FZ82 ti billeder i sekundet.

Når karakteren ikke kommer helt op at ringe, skyldes det især billedkvaliteten. Eksponering og farver er fine, men detaljegengivelsen kan ikke bære meget mere end et print i størrelsen 13 x 18 cm, og det gælder allerede fra ISO  80. Jpeg-komprimeringen var vores hovedmistænkte, men da vi prøvede at at raw-konvertere, blev resultatet desværre kun marginalt bedre.

Søger og skærm gengiver lys og farve korrekt. Begge har en opløsning på godt og vel en mio. punkter. De fleste kameraer skifter efterhånden automatisk til søgeren, når man sætter kameraet for øjet, men her foregår det manuelt. Skærmen er bedre og er desuden berøringsfølsom, men kan ikke vippes.

Formår du at udnytte mulighederne i FZ82 og undgå varmedis med den kraftige zoom, kan du få flotte og anderledes billeder og mange sjove og inspirerende timer, selv om billederne er på niveau med dem fra en smartphone.

Teknologisk er Panasonic godt med, og det gælder også FZ82. Kameraet har wi-fi og kan optage 4K-video. Det er, mens dette skrives, bestemt ingen selvfølge i prisklassen. FZ82 er desuden udstyret med en ekstra brugervenlig version af 4K-foto. Med den funktion kan du skyde et fem-sekunders 4K-klip af et drilagtigt motiv og derefter nemt og bekvemt gå ind på skærmen og bladre dig frem til den frame, hvor smilet er størst, bolden går i mål, eller hvad det nu ellers kan være, og så gemme den frame som en jpeg på 8,3 mio. pixels. En anden mulighed er Post-Focus, hvor kameraet tager en stribe billeder med lidt forskudt fokus, hvorefter du kan vælge det bedste. Har du kameraet på stativ, kan billederne også samles til et med større dybdeskarphed. Vær opmærksom på, at 4K kræver et hurtigt SD-kort på Class 10 eller bedre for at fungere ordentligt.

Vi var næsten sikre på, at FZ82 ville falde i vandet, da vi testede den indbyggede blitz. En 20 mm vidvinkel stiller trods alt krav til blitzen, hvis der skal lys helt ud i billedhjørnerne. Overraskende nok var udlysningen perfekt, og trods den lave pris er kameraet tilmed udstyret med autofokushjælpelys til de situationer, hvor man skal fotografere i næsten mørke. Til prisen er det også imponerende, at FZ82 er udstyret med en blitzsko, så du kan bruge den eksterne, kompatible blitz fra et af Panasonics systemkameraer.

Konklusion

Zoomområdet på 20-1200 mm er fantastisk. Den stille og drøneffektive billedstabilisering gør fotograferingen uproblematisk.
Selv på lav ISO er detaljegengivelsen ikke ret god, og det lægger en begrænsning på, hvad FZ82 kan bruges til, når der skal printes.

Specifikationer

Mærke
Panasonic
Mio. pixels
18
Brændviddeforl./optisk zoom
60
LCD-skærm
3
Billeder/sekund
10
Max. ISO
6400