Panasonic Lumix DMC-FZ72

Med 60x zoom, der går fra imponerende 20 mm supervidvinkel til 1200 mm kanontele, slår Panasonic alle rekorder. De slipper dog ikke fra det helt uden skrammer.

af Gearguiden #Kamera #Panasonic
7.7

Med FZ72 har Panasonic givet deres ingeniører frit spil, og de har kvitteret med en 60x zoom, der dækker intet mindre end brændviddeområdet 20-1200 mm. Det er et zoomområde, der kun kan beskrives som historisk.

Kameraet er inspirerende at arbejde med, og kreativiteten slippes løs, når man kan zoome helt frit. Optager man et landskab på 20 mm og får øje på en detalje i det fjerne, zoomer man bare ind og ind, indtil man er tilfreds. Billedkvaliteten er i orden i dagslys på lav ISO, og autofokus er fin til landskaber. Kameraet skal imidlertid ikke presses meget, før det går galt. Er der bevægelse i motivet, kniber det for autofokus at følge med. Dermed er FZ72 uegnet til dyr, børn, sport og anden action.

Udfordres i svagt lys

Når lyset bliver svagt, går det helt galt. Over ISO 400 falder billedkvaliteten brat, og da objektivets lysstyrke kun er F5.9 på 1200 mm, og højeste ISO er 3200, tvinges man ofte ned på lukkertider omkring 1/10 sekund. Dermed er kameraet uegnet til at fotografere fx koncerter og teater. Panasonics FZ200 dækker kun 24-600 mm, men holder til gengæld F2.8 i høj kvalitet over hele området, der er langt mere anvendeligt. For at give FZ72 oprejsning tog vi ud for at fotografere en solnedgang. Det gik dog også galt. Da vi pegede kameraet mod solen, kom der så mange indre reflekser i objektivet, at billederne blev ubrugelige. Bedre bliver det ikke af, at reflekserne forstyrrer autofokus så meget, at vi ikke fik et eneste skarpt billede. Da vi prøvede på en diset solopgang, gik det lidt bedre.

Generelt er billedkvaliteten rimelig, men ikke mere. Højlys brænder ud, og på de lange brændvidder falder skarpheden, så detaljer forsvinder. Kameraet kan optage i raw, hvilket hjælper i nogle situationer, men reducerer hastigheden. Skyder du i raw, låser bufferen i fem sekunder. Billedstabiliseringen er dog god til video, og zoomen kører lydløst og jævnt.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

På Panasonics andre superzoomkameraer står der Leica på objektivet. Det gør der ikke her, og det er næppe tilfældigt. Zoomområdet er fantastisk, men det er den optiske kvalitet bestemt ikke. Indre reflekser i modlys gør tilmed ofte livet surt for autofokussen. Over ISO 400 falder billedkvaliteten brat. Billedstabiliseringen er dog god til videooptagelser.

Specifikationer

Mærke
Panasonic
Mio. pixels
15,9
Brændviddeforl./optisk zoom
60x
LCD-skærm
3,0
Billeder/sekund
9,0
Max. ISO
3200