Panasonic Lumix DMC-GF6

De fleste vil få glæde af GF6 fra Panasonic. Kitoptikken er god, og billedkvaliteten er fornuftig, men man må undvære blitz, og så er det smalt til større hænder.

af Gearguiden #Kamera #Panasonic
8.4

GF6 hører til G-seriens midtersegment, så kameraet har både funktioner, der vil glæde konfirmanden samt den mere garvede entusiast. Det byder på feltets bedste og hurtigste touch-fokus, hvor man med et enkelt tryk på skærmen vælger fokus, der hvor man ønsker. Kameraet har også 23 individuelle fokuspunkter, som dog er lidt mere besværlige at vælge imellem med det lille indstillingshjul bag på kameraet. GF6 har indbygget wi-fi, og med funktionen NFC skal man blot lade en mobiltelefon med NFC berøre kameraet, så får de to trådløs kontakt. Med Panasonics Image app kan man fjernstyre kameraet fra mobilen. Ergonomisk er kameraet for smalt til at ligge ordentligt i hænderne, og der er ingen søger, hvilket dog er normalt for et systemkamera i denne prisklasse. GF6 har en svag indbygget blitz, og man kan desværre heller ikke tilslutte en ekstern, da kameraet ikke har nogen blitzsko. Skærmen kan vippes 45 grader op og ned, så man nemmere kan komponere sin billeder, hvis man fx står i en stor menneskemængde. Skærmen er berøringsfølsom, men en anelse for mørk, ligesom menusystemet ikke er helt så intuitivt at navigere i som hos fx Canon og Sony. Kameraets kontrastbaserede autofokus klarer sig fornuftig, uden at det dog lykkedes os at få samtlige billeder skarpe, når vi valgte kontinuerlig optagelse, hvor der skydes med syv billeder i sekundet. Billedstøjen ses først som tydelige korn fra ISO 3200, mens billederne desværre bliver tæt på ubrugelige fra ISO 12.800. Det er dog ganske normalt for mange kameraer i denne prisklasse.

Jævn detaljegengivelse

Når det gælder farvegengivelsen, er billederne en tand for mættede, hvor især de gule nuancer bliver lidt for dominerende. Eksponeringen er til gengæld ganske sikker, og det er kun i modlys, at man skal justere eksponeringskompensationen. Detaljegengivelsen er på det jævne, men da jpeg-dannelsen tilfører billederne ekstra skarphed, bliver overgangene mellem kontrastrige detaljer for tydelig. Her kan man med fordel skyde i raw, hvor det er let at kontrollere skarpheden.

Panasonic har en bred vifte af rigtig gode objektiver, og det medfølgende kitobjektiv tegner fint skarpt, hvor det kun er i de yderste billedhjørner ved største blænde, at der ses uskarphed. Den angive pris er med denne kitoptik.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

De fleste vil få glæde af GF6. Kitoptikken er god, og billedkvaliteten er fornuftig, men man må undvære blitz, og så er det smalt til større hænder.

Specifikationer

Mærke
Panasonic
Mio. pixels
15,8
Brændviddeforl./optisk zoom
2,0x
LCD-skærm
3,0
Billeder/sekund
4,2
Max. ISO
25.600