Panasonic LUMIX DMC-GM1

Panasonic er klar med en ny, ultrakompakt kameraserie med klar appel til entusiasten. GM1 kan ryge i frakkelommen og lokker med en stærk kitoptik, men der er meget mere at glædes over.

af Gearguiden #Kamera #Panasonic
8.6

Panasonics G-serie er efterhånden den mest udbyggede blandt markedets mange systemkameraer. Serien har indtil videre splittet sig op i henholdsvis GX-serien, som især henvender sig til fotoentusiaster, samt GF-serien, der mere er kameraer møntet på de fotografer, som for første gang vil prøve kræfter med et brugervenligt systemkamera, der kan levere en billedkvalitet milevidt fra markedets små kompaktkameraer.

Med LUMIX DMC-GM1 tager Panasonic et nyt og overraskende skridt. Først og fremmest er GM1 med en kampvægt på blot 204 gram det mindste kamera på markedet med en Micro Four Thirds-sensor. Tilmed er kameraet spækket med manuelle funktioner, som tydeligvis henvender sig til entusiaster. Det kan anvendes både halv- og helmanuelt, ligesom kameraet har 23 autofokuspunkter samt selvfølgelig mulighed for at skyde i raw-format. En ny autofokusfunktion kaldet Low-Light AF betyder, at man kan stille skarpt i lysforhold helt ned til minus fire eksponeringstrin, hvilket svarer til lyset fra månen. Vi oplevede, at kameraets autofokus virker forbavsende godt i svag belysning.

Nydesignet lukker

GM1 har ikke nogen indbygget søger eller blitzsko, så man kan altså ikke montere en ekstern elektronisk søger. Til gengæld gemmer kameraet på en nydesignet lukker, som både er mekanisk og elektronisk. Den mekaniske tager sig af lukkertider ned til 1/500 sekund, mens den elektroniske lukker herefter tager over og sørger for lukketider helt ned til 1/16.000 sekund. En lukkertid på blot 1/16.000 sekund er en stor kreativ gevinst med GM1, da man så kan skyde ude i skarpt dagslys med en optik med meget stor blændeåbning på fx F1.4, ligesom man kan fange selv den hurtigste bevægelse. Spejlreflekskameraer har maksimalt lukkertider på 1/8000 sekund, så GM1 sætter her en ny og imponerende standard.

Kameraets kompakte design betyder desværre, at ergonomien ikke er i top, da det ikke ligger specielt godt i et par fuldvoksne mandehænder. Man kan dog med fordel anskaffe sig det eksterne greb DMW-HGE1, som skrues fast i stativgevindet, og som sikrer et dybere fingergreb. Ergonomisk savner vi også et ekstra indstillingshjul, når kameraet skal betjenes helt manuelt. Her skal man nemlig benytte den berøringsfølsomme skærm til at indstille både lukkertid og blænde, og det er alt for møjsommeligt efter vores smag. GM1 byder på både et glimrende HDR-program, intervaloptagelse samt indbygget wi-fi. Man kan betjene kameraet med sin smartphone via Panasonics Image app, men desværre understøtter kameraet ikke NFC-teknologien, så man skal altså forbinde telefon og kamera til et trådløst netværk manuelt.

Flotte varme farver

Den forholdsvis store billedsensor samt kameraets moderate opløsning på 16,0 mio. pixels betyder, at billedstøjen er flot under kontrol op til ISO 3200, mens farvestøjen ses fra ISO12.800. Detaljegengivelsen er bedre hos de konkurrenter, som har APS-C-sensorer og en højere opløsning. Farvegengivelsen er derimod flot, da den præsterer varme og mættede farver, uden at det går ud over de kølige blå nuancer. I motiver med mange skygger ses en anelse undereksponering, mens kameraet omvendt klarer sig formidabelt godt i modlys. Det nyudviklede kit–objektiv 12-32mm F3.5-5.6 tegner flot skarpt, men man kan selvfølgelig også benytte G-seriens mange objektiver. Kitobjektivet er dog efter vores mening det mest oplagte valg, da G-seriens større objektiver nemt kommer til at virke for klodsede på det lille kamerahus.

Panasonics ingeniører har minsandten også fundet plads til en lille indbygget blitz, hvor ledetallet dog er beskedne fire. Det betyder, at man får mest ud af at bruge den som udfyldningsblitz. Videooptagelserne er ganske flotte, og man kan vælge mellem formatet AVCHD og det mere pladskrævende mpeg-4. Det genopladelige batteri er derimod skuffende, da det blot klarer 220 billeder per opladning.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

GM1 er markedets mindste systemkamera og samtidig et af de smukkeste. Ergonomisk er det kompakte kamera dog en udfordring for større hænder, mens den berøringsfølsomme og knivskarpe skærm til gengæld trækker op. Detaljegraden når ikke helt konkurrenterne, og vi savner flere indstillingshjul samt en ekstern blitzsko, men skal det være småt og godt, bør man bestemt overveje LUMIX GM1.

Specifikationer

Mærke
Panasonic
Mio. pixels
16,0
Brændviddeforl./optisk zoom
2
LCD-skærm
3,0
Billeder/sekund
5,0
Max. ISO
25.600