Panasonic LUMIX DMC-LF1

Med LUMIX DMC-LF1 lancerer Panasonic en ny og forrygende kameraserie. LF1 er et ultrakompakt kamera med wi-fi, elektronisk søger og 7,1x optisk zoom, og så kan det betjenes fra smartphones.

af Gearguiden #Kamera #Panasonic
8.7

Med sin nye kompakte lækkerbisken LF1 sætter Panasonic maksimalt pres på konkurrenterne i kategorien ultrakompakte kameraer, og vi tør godt spå serien en lys fremtid.
Nyheden har arvet CMOS-sensoren fra LX7 og fået Panasonics glimrende wi-fi-funktion NFC. Man kan her forbinde en smartphone med kameraet blot ved at lade de to berøre hinanden. Når kamera og smartphone har kontakt, kan man overføre billeder trådløst til telefonen, ligesom man kan fjernstyre kameraet, hvis man har downloadet Panasonics Image-app. Man kan endda benytte gps-funktionen i sin smartphone, så ens billeder får de aktuelle gps-data tilføjet i exif-data. De 7,1x optisk zoom svarer til 28-200 mm, og så er der elektronisk søger. Den er ekstremt lille og har en beskeden opløsning på blot 200.000 pixels. Til gengæld gengiver den motivet 100 procent, og vi synes faktisk, at den er et glimrende alternativ i kraftigt solskin, hvor kameraets lcd-skærm på 3,0 tommer ikke kan gengive detaljerne tydeligt.

Flot skarphed
Panasonics lille nyhed har en variabel blænde, hvor man ved 28 mm vidvinkel kan benytte blænde F2.0, mens man ved fuld tele må nøjes med blænde F5.9. Skarpheden er dog rigtig flot ved alle blændetrin og brændvidder, mens detaljegraden er fin op til ISO 800, hvor støjreduktionen tager fat. Det betyder, at billederne bliver uskarpe, men det er først fra ISO 6400, at fotos bliver decideret ubrugelige. LF1 er et ekstremt kompakt kamera, hvilket går ud over ergonomien, hvor vi især savner et fingergreb foran på kameraet. Til gengæld er kameraets kontrolring, som sidder omkring objektivet, suveræn. Den giver adgang til blandt andet ISO, blænde og lukkertider. Kameraet klarer ti billeder per sekund, og det kan optage i raw samt video i Full HD med 50 billeder i sekundet. Kvaliteten er her rigtig god, og stereolyden imponerer.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Er man på udkig efter et kompakt kamera, som byder på manuelle og kreative funktioner, og ønsker man en indbygget elektronisk søger, så er LF1 absolut et nærstudie værd. Det byder på 7,1x optisk zoom, en glimrende brugerflade samt en billedkvalitet, som er rigtig flot op til ISO 800. At LF1 samtidig kan betjenes fra en smartphone, er kun et ekstra plus.

Specifikationer

Mærke
Panasonic
Mio. pixels
12
Brændviddeforl./optisk zoom
7,1x
LCD-skærm
3
Billeder/sekund
10
Max. ISO
12800