Panasonic Lumix DMC-TZ40

Det er inspirerende at arbejde med et kompakt kamera, som formår at fange alt, hvad man kommer forbi af motiver. Alle kommer med på billedet fra restauranten takket være vidvinklen på 24 mm. Dyrene i dyreparken fylder billedfladen helt ud takket være supertele-indstillingen på 450 mm, og man kan stille skarpt på blomsterne takket være kameraets nærgrænse på kun tre cm. Det klarer også Full HD-video, ligesom man kan tage panoramaer, og hele herligheden kan udstyres med gps-koordinater, så man med få meters præcision kan se, hvor på kloden billedet er taget. I tidens ånd er der mange trådløse muligheder, hvor man via sin telefon kan fjernbetjene kameraet og dele fotos på fx Facebook. Men Panasonic har et problem.

Pixelkapløb har kun tabere
TZ40 har 18,0 mio. pixels, og det er 4,0 mio. flere end forgængeren. Det skulle give meget detaljerede billeder, men så mange pixels er simpelt hen for mange til et kompaktkameras lille sensor, og det koster ironisk nok detaljegengivelse. De enkelte pixels bliver for små, og det giver billedstøj, som kameraet modvirker med støjreduktion, og så ryger detaljerne. De mange pix–els giver altså ingen mening. Men ret skal være ret. Eksponeringen og farvegengivelsen er nydelig, og kameraet har en indbygget billedbehandling, der lader kameraet spænde over enorme kontraster. Objektivets skarphed er god, og autofokus er sikker for et kamera af denne type, hvor man ikke kan forvente at skyde en stribe skarpe billeder af sport eller legende børn. Op til ISO 400 er korn under kontrol, herefter stiger de til og med ISO 3200, og på de maksimale ISO 6400 er det uacceptabelt.
Blitzen lyser billedet rimeligt op, men objektivet kaster en skygge i nederste venstre hjørne. Kameraet har ingen raw-indstilling. Du kan lave flotte 180 graders panoramaer, men kun i en opløsning på 3,6 mio. pixels, der maksimalt kan bære et print på 60 x 12 cm.

Conclusion