Pentax 645Z

De digitale mellemformatkameraer har et stykke tid levet et marginaliseret liv, da de er blevet voldsomt trængt af markedets spejlreflekser med full-frame-sensor og stadig højere opløsning. Desuden er de en uhyrlig dyr fornøjelse. Tag bare to af de mest populære: Hasselblad H5D-50C samt Phase One IQ250. Begge kameraer har samme Sony-sensor på 50,0 mio. pixels. Prisen er svimlende 196.000 kroner for Hasselblad bare for huset alene, mens Phase One IQ250 kan erhverves for 159.000 kroner inklusive et objektiv på 80 mm.
Som en trold af en æske dukker Pentax 645Z nu op med den samme billedsensor, men til en pris, som er under halvdelen af de to konkurrenters. Samtidig har designerne bag 645Z tydeligvis ladet sig inspirere af Pentax’ spejlreflekser, så kameraet på mange måder føles og opfører sig som et forvokset spejlreflekskamera. Billedsensoren måler hele 43,8 x 32,8 mm, hvilket giver en brændviddeforlængelse på 0,79x, da billedsensoren jo er større end det klassiske full-frame på 24 x 36 mm. Vi testede kameraet med det skarptegnende objektiv SMC Pentax D-FA645 1:2.8 55mm, som svarer til en brændvidde på 43 mm, hvilket er glimrende til både portrætter, landskaber og arkitektur. Objektivet fås for 11.815 kroner, hvilket er yderst rimeligt. Der findes 16 forskellige FA645-objektiver, og med en adapter kan man også bruge 67-optikker fra Pentax’ gamle system til mellemformat.

Glimrende ergonomi

645Z vejer hele 1550 gram uden objektiv. Det er derfor fint, at kameraet har et dybt fingergreb og en ergonomi, som næsten matcher et spejlreflekskamera. Man kan sagtens tage billed­er håndholdt, og takket være serieoptagelser på tre billeder i sekundet kan man endda også skyde ting i bevægelse, selv om kameraet selvfølgelig ikke er optimeret til action.
Den nyudviklede autofokus er rigtig god og har 27 individuelle punkter, hvoraf de 25 er af den præcise krydstype. De mange fokuspunkter er en stor hjælp og sikrer god kontrol, når man vil have fuld kontrol over dybdeskarpheden. Hver enkelt jpeg-billede fylder omkring 145 megabytes, så det er godt, at kameraet har et stik, der understøtter usb 3.0. Som noget unikt for et mellemformatkamera kan 645Z også optage video i Full HD med 30 billeder per sekund. Billedkvaliteten er her rigtig fin, og lyden er i stereo. Pentax-entusiaster vil føle sig hjemme i menusystemet fra første sekund, mens det for nytilkomne nok vil virke lidt gammeldags og ulogisk at navigere rundt i. Det tager nemlig typisk længere tid at finde og indstille en funktion end tilfældet er på spejlreflekser fra Canon og Nikon.

Helt forrygende detaljegrad

Kameraets skærm på 3,2 tommer har en opløsning på 1,03 mio. punkter. Den er ikke berøringsfølsom, men kan til gengæld vippes op og ned. Skærmen kan desværre ikke drejes, hvilket ellers ville give god mening, da kameraet har to stativgevind. Det ene kan smart nok bruges til portrætter, når de optages i højformat.
645Z præsterer en billedkvalitet, som er fremragende, hvis kameraet befinder sig i erfarne hænder. Detaljegengivelsen er betydeligt bedre end det, samtlige spejlreflekskameraer med full-frame-sensor præsterer, men eksponeringen kan drille en smule, og billederne kan blive for kontrastfyldte under krævende lysforhold. Især til portrætbilleder er 645Z forrygende, da det lysstærke objektiv og den store billedsensor sørger for et væld af skarpe og fine detaljer og en smuk sløret baggrund, når man benytter store blændeåbninger. Farverne er også naturlige om end lidt kølige, mens billed­støj er flot under kontrol helt op til ISO 25.600. Pentax har altid været kendt for at skabe korn, som ligner dem fra analoge film, så man kan sagtens optage ved ISO 51.200, hvis man konverterer billederne til sort-hvid. På ISO 204.800 er støjen for voldsom, og farverne bliver tamme. 645Z har ikke indbygget wi-fi, men med et Pentax FluCard-hukommelseskort sat i kameraet kan man betjene det via sin smartphone.

Conclusion