Pentax K-3

Pentax K-3 var det første kamera i klassen, der var tætnet så omhyggeligt, at det kan tåle en tur under bruseren, og Pentax er fortsat den eneste, der tilbyder kitobjektiver, der er lige så tætte.

#Kamera #Pentax
8.2

Detaljegengivelsen som Pentax K-3 leverer er god, men de bedste konkurrenter er lidt bedre. Farvegengivelsen er tiltalende og absolut til den varme side. Tre forhold trækker dog ned i billedkarakteren. På nogle motiver fik vi farvestik, og eksponeringen er ikke helt så sikker som hos de bedste konkurrenter, så man må i gang med eksponeringskompensationen. Billederne har også korn på høj ISO, men holder du dig under 6400, er du godt kørende. K-3 er ikke det bedste valg til video, da billedkvaliteten har en detaljegengivelse, som er et stykke under gennemsnittet. Der er dog indgang for både mikrofon og hovedtelefoner. Wi-fi og gps er muligt med tilbehør. O-GPS1 er en traditionel gps-antenne, mens wi-fi klares gennem et specielt SD-kort i stil med Eye-Fi. 7695 kroner skal du slippe for kamerahuset, og det er en rimelig pris. Skal du have et objektiv med, koster sættet med 18-55mm WR kun 300 kroner mere. Det er fristende, og det er da også det sæt, vi har testet her. Desværre har objektivet en klassisk elmotor til at drive autofokus, som larmer og er langsom. Det optimale valg er 18-135mm WR, der ud over det langt mere anvendelige zoomområde også har lydløs autofokus. Vi har tidligere testet det og kan anbefale det. Et svagt punkt for Pentax har været, at der var for få og dyre objektiver, men nu er der kommet flere objektiver, som kan dække de flestes behov, og priserne er blevet rimelige.

Tåler et bad

Pentax K-3 var det første kamera i klassen, der var tætnet så omhyggeligt, at det kan tåle en tur under bruseren, og Pentax er fortsat den eneste, der tilbyder kitobjektiver, der er lige så tætte. De kendes på betegnelsen WR for Weather Resistant. Til sejlsport og vandringer i naturen er det en kæmpe fordel. Også på andre punkter har Pentax tænkt praktisk. Den store skærm på 3,2 tommer har et særdeles tydeligt layout, og som markedets eneste tilpasser Pentax displayet, når du vender kameraet på højkant. I menuen kan du vælge ekstra stor tekststørrelse. Pentax har en smart knap, der hurtigt lader dig skifte til raw-optagelse, selv om kameraet er indstillet til jpeg. Pentax var pioner inden for indbygget HDR-automatik, og K-3 kan således håndtere kontraster i motivet på op til ti blænder med funktionen slået til.

Konklusion

Pentax K-3 er et fornuftigt og velfungerende, robust kamera. Billedkvaliteten er fin, uden dog at være helt på niveau med de bedste i klassen.

Specifikationer

Mærke
Pentax
Mio. pixels
24,1
Brændviddeforl./optisk zoom
1,5x
LCD-skærm
3,2
Billeder/sekund
8,0
Max. ISO
51.200