Pentax K-S1

K-S1 er et atypisk spejlreflekskamera med farvede lysdioder, der blinker flittigt, når man fotograferer. Den optiske søger samt høje opløsning sætter konkurrenterne på hårdt arbejde.

af Gearguiden #Kamera #Pentax
7.3

Hvis K-S1 var en knægt i en stor søskendeflok, ville kameraet have været den højrøstede lillebror, som benytter enhver mulighed til at gøre opmærksom på sig selv. Pentax K-S1 er et spejlreflekskamera, der henvender sig til begynderfotografen. Det er overraskende, at kameraet ikke er vejrbestandigt, som langt de fleste Pentax-kameraer. K-S1 går imod den retrobølge, som især Fujifilm og Olympus dyrker flittigt. Kameraets design er snarere lidt futuristisk med sine skarpe kanter og firkantede form. Desuden fås det i hele 12 forskellige farvevarianter. Desværre betyder de markante og dybe linjer, at man ikke har et særligt godt greb om kameraet, da fingergrebet er for dybt, ligesom kameraet ikke er højt nok til, at man kan benytte lille­fingeren som støtte. Hvor andre kameraer forsøger at virke diskrete, gør K-S1 en dyd ud af sin tilstedeværelse. Forskellige blinkende dioder fortæller nemlig alle omkringstående, hvad kameraet er i gang med. Lyser udløserknappen grønt, er fotografen i gang med at tage still­billeder, og lyser den rødt, er det en videooptagelse. Har man slået ansigtsgenkendelsen til, vil grebet forrest på kameraet blinke med grønne punkter, der svarer til det antal ansigter, man har stillet skarpt på. I teorien er idéen med de blinkende lys sjov, men i praksis virker det anmassende. Med K-S1 er det også komplet umuligt at tage diskrete billeder, fx gadefotos. Bedre bliver det heller ikke af, at kitoptikkens fokusmotor larmer som et rasende hvepsebo, når man fokuserer. Retfærdigvis skal det siges, at autofokussen reagerer prompte og præcist, så kan man leve med lyden, får man en glimrende ydeevne.

God søger

K-S1 har 11 fokuspunkter, hvoraf de ni er af den sikre krydstype. Desværre skal man navigere mellem punkterne via de fire meget små indstillingsknapper, som sidder bag på kameraet, hvilket betyder, at en mand med store, barkede næver hurtigt vil vælge at lade kameraet bruge alle fokuspunkterne automatisk i stedet for. Den optiske søger er fremragende og skarpere, end hvad vi normalt ser i dette kamerasegment. Skærmen er på 3,0 tommer og har en opløsning på 921.000 pixels. Den er hverken fleksibel eller berøringsfølsom, og selv om den klarer sig hæderligt, får man mest fotoglæde ud af kameraet, hvis man bruger søgeren. K-S1 har en nydesignet APS-C-sensor på 20,1 mio. pixels. Den høje opløsning sikrer flotte detaljer op til ISO 1600, mens billedstøjen dukker op som tålelige korn ved ISO 3200. Derefter tager støjreduktionen fat, så billederne bliver uldne og lidt uskarpe fra ISO 6400 til ISO 51.200. Ved at skyde i raw kan man dog snildt få fine detaljer også ved ISO 3200, fordi kornene her ikke rummer skyggen af farvestøj.

Kameraet kan skyde 5,4 billeder i sekundet, men her kan man maksimalt skyde 20 jpeg eller fem raw-billeder i træk, hvilket er en bufferkraft, der ikke imponerer os. Video kan optages i Full HD i en opløsning på 1920 x 1080 pixels med 30 billeder per sekund, men her er billederne lidt hakkende. K-S1 har hverken indbygget wi-fi eller gps, men med Pentax FLU-SDHC-kort kan man fjernstyre kameraet fra sin mobiltelefon.

Fin skarphed

Ser man billedkvaliteten efter i sømmene, kan man glæde sig over, at farverne er naturlige, kontrasten god og skarpheden fin fra kant til kant. Kameraets høje opløsning og den faktor, at der ikke er noget anti-alias-filter, kan desværre ikke ses på detaljegengivelsen. Her klarer Canon og Nikon sig bedre.
Med kitobjektivet koster kameraet 5259 kroner, hvilket er knap 1500 kroner mere end konkurrenter som Canon EOS 100D og Nikon D3300. Pentax K-S1 er også 1000 kroner dyrere end Pentax K-50, som ganske vist har en lidt lavere opløsning på 16,1 mio. pixels, men som til gengæld er vejrbestandigt. Hvordan man end vender og drejer det, så er Pentax K-S1 ude på en svær mission. Flamboyant farveglæde eller ej. Konkurrenterne byder på en bedre billedkvalitet og flere funktioner til en lavere pris.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

K-S1 er radikalt anderledes end de gængse spejlreflekskameraer fra Pentax. Kameraet er ikke vejrbestandigt, fås i 12 forskellige farver, og så sørger et hav af farvede lysdioder for, at kameraet blinker som et kådt provinsdiskotek, når man fotograferer. Det er lige i overkanten. Billedkvaliteten er fin med realistiske farver og en god kontrast og detaljegrad, og også søgeren er en fornøjelse at bruge.

Specifikationer

Mærke
Pentax
Mio. pixels
20,1
Brændviddeforl./optisk zoom
1,5x
LCD-skærm
3,0
Billeder/sekund
5,4
Max. ISO
51.200