Ricoh WG-20

Ros til Ricoh for et undervandskamera til en pris, hvor alle kan være med. Billedkvaliteten er endda rimelig, men det er brugervenligheden ikke.

#Kamera #Ricoh
7.7

Ricoh har købt Pentax, og mange af Pentax’ kompaktkameraer markedsføres nu med Ricoh-navnet. WG-20 adskiller sig da også kun ved, at der er røget et Ricoh-skilt på fronten, og så er prisen sat markant ned. Ud over at være klassens billigste kamera, imponerer WG-20 ved at have fem dioder rundt om objektivet, der kan fungere som ringblitz ved makro. Desuden vil nogle føle sig tiltrukket af det sportslige design, der fås i sort, hvid eller rød. Kameraet føles spinkelt og er da også klassens letteste. De to dæksler ind til kort, batteri og stik er forsynet med en kraftig og tillidsvækkende pakning. Ikke mindst under vandet er kameraet sværere at bruge end konkurrenterne. Det skyldes dels den lille skærm, dels at knapperne er små, tunge og for tætsiddende. Dertil kommer, at selv banale funktioner er svære at gå til. Vil du fx ændre eksponeringskompensationen, kræver det mindst 11 menutryk. Vi fik acceptable billeder på de høje ISO-værdier, men rigtig godt blev det aldrig med den kraftige støjreduktion, der fjernede mange detaljer. Video er i HD-kvalitet og synligt dårligere end konkurrenternes. Der er hverken wi-fi eller gps, hvilket man får med det lidt dyrere Ricoh WG-4, der fx har 25 mm vidvinkel og 15,9 mio. pixels. Det var dog ikke til rådighed på testtidspunktet.

Konklusion

Ros til Ricoh for et undervandskamera til en pris, hvor alle kan være med. Billedkvaliteten er endda rimelig, men det er brugervenligheden ikke.

Specifikationer

Mærke
Ricoh
Mio. pixels
13,8
Brændviddeforl./optisk zoom
5x
LCD-skærm
2,7
Billeder/sekund
1,0
Max. ISO
6400