Samsung Galaxy NX

Galaxy NX er en kloning af et systemkamera og en smartphone og er første Android-model i NX-serien. Det giver konstant adgang til internettet, men om billedkvaliteten kan følge med, afslører vi her.

#Kamera #Samsung
8.3

Idéen med at kombinere den gode ergonomi fra et stort systemkamera med de virtuelle funktioner fra en smartphone er længe blevet efterlyst. Galaxy NX er Samsungs bud på, hvordan sådan et kamera tager sig ud. Efter vores mening et ganske interessant kamera, som dog ikke helt slipper for de børnesygdomme, som teknologiske pionerer ofte lider under.
Forfra ligner Galaxy NX ved første blik et forvokset NX20. Men drejer man kameraet om, så forvandler det sig straks til en Galaxy-telefon. Tror man. For man kan ikke foretage telefonopkald med Galaxy NX, men takket være det indbyggede Android 4.2 Jelly Bean-styresystem er man konstant online, og man kan bruge alle apps til Android, som fx Skype og Google Maps.
Kameraets to processorer er nye, hvor den ene håndterer informationerne fra Android, mens den anden tager sig af billeddata. De to processorer betyder, at Galaxy NX reagerer lynhurtigt, både når det handler om præcision og tempo i autofokus, og om hvor mange billeder kameraet kan håndtere per sekund, hvilket her vil sige 8,6 billeder. Galaxy NX er samtidig det første kamera i verden, som har udskifteligt objektiv, og som understøtter Android.
Ejere af Android-smartphones vil helt sikkert elske den genkendelige og intuitive menu, hvor man lynhurtigt kan overføre sine billeder til apps som fx Instagram. Dog skal man vide, at denne type program ikke kan håndtere billeder taget i kameraets fulde opløsning, hvilket betyder, at man altså ikke kan udnytte kameraets opløsning. Til gengæld har kameraet en glimrende, indbygget raw-konverter, som bevarer fotos i fuld opløsning, når man konverterer sine billeder på den store berøringsfølsomme lcd-skærm. Derefter er det ingen sag at gemme alle billederne i en skytjeneste som fx Dropbox.

Svag elektronisk søger

Galaxy NX har en lille elektronisk søger med dioptrisk justering og en øjesensor, som automatisk aktiveres, når øjet sættes mod den. I praksis brugte vi stort set ikke søgeren under vores test af kameraet, da den både er for grynet og opdaterer søgerbilledet for langsomt, når man bevæger kameraet.
Ser man billedkvaliteten efter i sømmene, er detaljegraden kameraets absolutte force. Fotos står nemlig knivskarpt op til ISO 1600, og skarpheden er flot i hele billedfladen med det billige kitobjektiv med en brændvidde på 18-55 mm og F3.5-5.6. Kontrasten i billederne er generelt lidt for voldsom, så skyggerne bliver for tunge, mens billedstøjen først generer for alvor fra ISO 6400. Farvegengivelsen er naturlig, ligesom hvidbalancen viste en smule usikkerhed i kunstlys.
Ergonomisk er Galaxy NX en fryd, da kameraet ligger suverænt i hænderne, hvilket med garanti vil tiltale garvede fotoentusiaster. Selvsamme målgruppe vil derimod nok rynke på næsen ad kameraets alt for få genvejsknapper. Her er blot fire af slagsen og et enkelt indstillingshjul, der medfører, at selv justeringer af blænde og lukkertid skal foretages via den berøringsfølsomme skærm. Det går alt for langsomt, når man sammenligner med et almindeligt systemkamera. De fleste Samsung-objektiver har dog i-Function-knappen, som sikrer hurtig adgang til fx ISO-værdierne.

Kobles let til mobilen

Man kobler let Galaxy NX til en smartphone med en enkelt berøring via NFC-teknologien, ligesom kameraet også har indbygget gps og 16 gigabytes hukommelse. Ønsker man at benytte et hukommelseskort, er det udelukkende MicroSD-kort, man kan benytte.
Den rejsende fotoentusiast kan forsøge sig med funktionen Photo Suggest, hvor kameraet ud fra ens gps-koordinater kommer med råd til, hvor man finder gode motiver i nærheden.
Galaxy NX er kompatibelt med 13 NX-objektiver, hvoriblandt man både finder et fiskeøje- og et makroobjektiv. Man kan optage video i Full HD med 25 billeder per sekund med kameraet, og her er billede og lyd godkendt.

Konklusion

Galaxy NX er en kloning af et systemkamera og en smartphone. Billedkvaliteten er glimrende, ergonomien er i top, og takket være Androids styresystem får man konstant internetforbindelse, gps og mange apps til rådighed. Autofokus reagerer prompte og præcist, lcd-skærmen er stor og knivskarp, men vi savner flere genvejsknapper. Den elektroniske søger er heller ikke meget bevendt.

Specifikationer

Mærke
Samsung
Mio. pixels
20,0
Brændviddeforl./optisk zoom
1,5x
LCD-skærm
4,8
Billeder/sekund
8,6
Max. ISO
25.600