Samsung NX1

Her er Samsungs første fuldblods entusiastkamera med 4K-video, avanceret autofokus, lækker ergonomi og høj opløsning. Giver koreanske Samsung japanerne en grund til at bide negle?

#Kamera #Samsung
7.0

Samsungs nye topmodel kan tage 15 billeder i sekundet, hvor hvert billede er på 28,0 mio. pixels. Det betyder, at kameraets processor skal behandle hele 1,2 gigabytes billeddata i sekundet. Det er mere end noget andet kamera, så det skulle vi naturligvis prøve som det første. Vi fik det lovede antal billeder, tilmed i bedste jpeg-kvalitet, og dermed kom NX1 flot fra start. Den samme hurtige billedprocessor gør det desuden muligt for kameraet at optage video i 4K-opløsning, hvilket ellers kun Panasonic GH4 formår i denne kameraklasse.
Kameraets autofokus har hele 205 fokuspunkter med fasedetektion, hvoraf 153 er af krydstypen, men systemet kan ikke helt følge med, når man skyder med 15 billeder i sekundet. Da vi med en tele på 225 mm skød biler, der kom kørende mod kameraet med 80 km/t, blev omkring hvert tiende uskarpt. Kameraet er dog godt til action. Den eneste måde, man kan vælge fokuspunkt manuelt på, er ved at trykke på skærmen, og det går selvsagt ikke, når man bruger søgeren. En anden skør ting er, at ved hurtig serieoptagelse, går ISO kun op til 6400.

Hård komprimering

Billedkvaliteten er en blanding af godt og skidt. Detaljegengivelsen er umiddelbart fornem, som man kunne forvente fra et kamera, der har klassens højeste opløsning. Selv i bedste kvalitet komprimeres billederne desværre så hårdt, at de fineste detaljer falder sammen. Vi testede det op imod Sonys Alpha77 II, hvor et motiv blev komprimeret til 11,0 megabytes, hvor Sonys version af samme motiv fyldte 17,0 megabytes i bedste kvalitet, selv om kameraet har lavere opløsning. Man kan naturligvis optage i raw, hvis man selv vil styre komprimeringen.
Det nye objektiv 16-50mm F2.0-2.8 tegner knivskarpt i midten, men i billedhjørnerne lever den kun op til sensorens høje kvalitet på de midterste blænder. Fortegning, der gør lige linjer buede, ses ikke, mens der er lidt vignettering, altså mørke billedhjørner, på fuld blænde. Farvegengivelsen er god, men ikke helt så tiltalende som hos Canon, Nikon og Sony. NX1 er det første kamera med en APS-C-sensor, som er bagbelyst, hvilket ellers har været forbeholdt mindre billedsensorer. Det skulle betyde, at den kan fange mere lys og dermed holde støjen nede. På lav ISO er er billederne detaljerede. Fra ISO 1600 øges kornene, men billederne er stadig fine. Højeste ISO er som standard 25.600, og i menuen kan man hente endnu et trin, så det svarer til 51.200, men det bør man undgå, da det her bliver for kornet. For at få det bedste frem i billederne skal man i endnu højere grad end på andre kameraer bruge billedbehandling.
Kameraet ligger godt mellem hænderne, og bortset fra en knap til direkte opkobling til en smartphone har koreanske Samsung klogeligt fulgt samme recept som de japanske konstruktører. Der er direkte knapper til alle vigtige funktioner, og man kan uden videre indstille kameraet, når man har øjet ved søgeren. Skærm og søger er skarpe og tiltalende, men pynter desværre på billederne, som kunne være lidt fejleksponerede, når vi fik dem op på computerskærmen, til trods for at de så helt perfekte ud i kameraet. Vi kan godt lide, at skærmen kan vippes, men den kan kun vinkles op eller ned.

Skøre løsninger

Trods de mange fine detaljer i NX1 er der også ting, vi ikke bryder os om. Der medfølger fx ikke en separat oplader. Batteriet skal oplades i kameraet, så du kan ikke tage billeder, mens et eventuelt reservebatteri lader op. Der er dioptri-korrektion i søgeren, men du skal vælge mellem, om du vil have billedet eller tallene i bunden helt skarpe. Begge kan nemlig ikke stå skarpt samtidig. Vi testede kameraet med to mekanisk lækre S-objektiver. De fylder, vejer og koster det samme som objektiver til full-frame. Der er wi-fi, men tilslutningen er langsom og besværlig, medmindre man bruger NFC. Der er også Bluetooth i kameraet, og så følger der en fuld version af Lightroom 5 på cd med.

Konklusion

For at bryde igennem i denne klasse, hvor Canon, Nikon og Sony regerer stærkt, skal der noget helt særligt til. Og NX1 er godt på vej med en høj opløsning, der giver masser af detaljer. Kameraet har desuden en god autofokus og er lynhurtigt til seriefotos, og billedkvaliteten er fin, men der er også mange mindre heldige detaljer, der trækker ned. Fx kan man ikke stole på skærmens gengivelse.

Specifikationer

Mærke
Samsung
Mio. pixels
28,0
Brændviddeforl./optisk zoom
1,5
LCD-skærm
3,0
Billeder/sekund
15,0
Max. ISO
51.200