Samsung NX300

Der lokkes med høj opløsning og wi-fi, men det største smil vil komme fra actionfotografen, da NX300 skyder 8,6 billeder i sekundet og har en helt ny hybrid autofokus, der fungerer fornemt.

af Gearguiden #Kamera #Samsung
8.7

På flere måder markerer NX300 en ny retning for Samsung. Dels er kameraet skabt i et retrodesign, som er radikalt anderledes end fx NX20s mere spejlrefleksinspirerede udformning. Dels har Samsung udstyret det med en helt ny hybrid autofokus. Den nye fokusering foregår som et samarbejde mellem en fasedetekterende og kontrastbaseret autofokus. Den første identificerer motivet, mens den sidstnævnte står for den sidste finindstilling af fokussen. Denne arbejdsdeling er særdeles vellykket, og den nye autofokus kommer især til sin ret, når man lader NX300 skyde 8,6 billeder i sekundet. Her bliver stort set alle billeder skarpe, hvilket gør det til en sand fryd at lave actionbilleder med NX300 – i hvert fald så længe man vælger at optage i jpeg. Problemet melder sig nemlig, så snart man skyder i raw, da bufferen her fyldes op efter blot fire raw-billeder i træk.
Vi er udmærket med på, at kameraets opløsning på 20,3 mio. pixels betyder, at det er krævende at håndtere de store filer, men i vores bog er det stadig irriterende, når kameraet fryser efter blot fire raw-skud. Den korte morale må derfor desværre være, at skal man skyde actionfotos med NX300, så skal det være i jpeg.

Formidabel skærm
Samsung har vist stærke kompetencer, når de har skabt AMOLED-skærme til deres smartphones. Den 3,3 tommer store skærm af samme type i NX300 er da også ganske fremragende og minder om den, der sidder på telefonen Galaxy S4. Skærmen har en opløsning på 768.000 punkter, og den er knivskarp i al slags belysning. Samtidig er den berøringsfølsom og fleksibel, så man kan bruge den som søger, hvis man fx hæver kameraet over hovedet og vil tage billeder fra et fugleperspektiv. Selv om skærmen er berøringsfølsom, så har dette ikke fået Samsung til at skære ned på antallet af knapper. Det betyder, at man sagtens kan undgå at bruge skærmen til sine kameraindstillinger, hvis man ønsker dette. To FN-knapper sikrer, at man hurtigt får adgang til funktioner som ISO og hvidbalance, og især den forreste I-FN-knap, som sidder på kitobjektivet, gør det lynhurtigt at ændre eksponering eller vælge en anden ISO-værdi.
Vi testede NX300 sammen med kitobjektivet 18-55mm F3.5-5.6, som svarer til 27-83 mm. Det er blandt kameraets største svagheder. De 20,3 mio. pixels leverer flotte og detaljerige billeder helt op til ISO 6400, men på grund af kit­objektivet falder skarpheden i billedhjørnerne, ligesom fortegningen er værre, end hvad man normalt ser med objektiver med 27 mm vidvinkel.

Tredimensionelle glæder
Generelt leverer NX300 en billedkvalitet, som er rigtig flot, hvor farverne er realistiske, men dog også til den lidt kølige side. Kontrasten er en anelse for høj, så der kan forsvinde nogle detaljer i skyggeområderne. Billedstøj er til gengæld fremragende under kontrol helt op til ISO 6400, hvor farvestøjen ses første gang, mens ISO 12.800 og ISO 25.600 kun bør benyttes som nødløsninger. NX300 har ingen indbygget blitz. Til gengæld medfølger der en lille ekstern blitz, SEF8A0, der fungerer bedst som udfyldningsblitz. NX300 har indbygget wi-fi og samarbejder fornemt med fx Facebook og andre sociale platforme. Downloader man Samsungs app, Smart Camera, til sin mobiltelefon, kan man fjernstyre kameraet direkte fra telefonen, ligesom billederne automatisk bliver overført til telefonen i samme øjeblik, de er taget.
Nogle fotoentusiaster vil savne en indbygget søger, men videoentusiasterne kan glæde sig over videooptagelser i Full HD, hvor der kan optages med 60 billeder per sekund i stereolyd, og hvor kvaliteten er intet mindre end fornem.
Sammen med NX300 har Samsung også lanceret et specielt 3-d-objektiv ved navn NX 45mm F1.8 2D/3D, som kan optage stillbilleder og video i 3-d. Desværre fik vi ikke mulighed for at teste dette objektiv, men har man et tv, som kan vise 3-d, bør man overveje NX300 alene på grund af denne særlige mulighed.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Med en præcis og hurtig autofokus er NX300 oplagt til actionfotografen, der ønsker et kompakt systemkamera. De mange trådløse muligheder er også herlige, ligesom den glimrende videokvalitet i Full HD. Billedkvaliteten er ganske flot trods en lidt høj kontrast. Svagest står kitobjektivet, som har problemer med kantskarpheden, men det ændrer ikke ved, at NX300 er et rigtig godt kamera.

Specifikationer

Mærke
Samsung
Mio. pixels
20,3
Brændviddeforl./optisk zoom
1,5x
LCD-skærm
3,3
Billeder/sekund
8,6
Max. ISO
25600