Samsung WB250F

Fra Samsung får man her et kompakt kamera med indbygget wi-fi. Det har hele 18x optisk zoom under motorhjelmen og gennemtænkte programmer, som bringer fotoglæden frem.

af Gearguiden #Kamera #Samsung
8.6

Testkameraet tilhører anden generation af Samsungs WB-serie. En serie, som sagtens kan gå hen og blive et hit i kategorien feriekameraer. WB250F vejer blot 184 gram, alligevel er det lykkedes at proppe hele 18x optisk zoom ind i det lille kamera, hvilket svarer til en brændvidde på 24-432 mm. Zoomen er tilmed ret hurtig, da den blot er 2,5 sekunder om at komme fra 24 mm vidvinkel til 432 mm tele.
Der er indbygget wi-fi, og det er nemt at tilkoble kameraet til et trådløst netværk. Trykker man på knappen Direct Link øverst, kan man overføre sine billeder direkte til sin smartphone, og installerer man app´en Samsung Remote Viewfinder kan man også benytte sin telefon som fjernudløser. Man kan automatisk få overført fotos til skyen, hvorved man får en automatisk backup, ligesom man hurtigt kan uploade billeder eller video til YouTube eller Facebook.

God til gruppeportrætter
WB250F rummer et fint og nytænkende program ved navn Best Face, som man vælger på øverste programhjul. Programmet er velegnet til gruppeportrætter, da kameraet skyder fem fotos i træk, hvorefter man med få tryk på den berøringsfølsomme skærm kan vælge, hvilket af de fem ansigter af hver person man vil bruge på det færdige portræt. Her kan man også selv vælge fokuspunkt og udløse med et tryk.
Kameraet skyder seks fotos per sekund ved højeste opløsning, men her lykkedes det desværre sjældent autofokus at få samtlige billeder skarpe. Der er mange hel- og halvautomatiske muligheder, men man kan ikke optage i raw.
Billedkvaliteten er ganske fin, når man sammenligner med de øvrige kameraer i klassen. Op til ISO 800 er fotos skarpe og farverne klare. Kontrasten er godkendt, og der er fin skarphed i hele billedfladen ved alle blændetrin. Desværre tager støjreduktionen alt for hårdt fat fra ISO 1600, hvilket koster både skarphed og detaljegrad i vores testbilleder.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Her er et oplagt feriekamera takket være de 18x optisk zoom samt den høje grad af brugervenlighed. Kameraet byder på meget fotoglæde samtidig med, at dets indbyggede wi-fi gør det nemt at dele fotos med venner og familie. Billedkvaliteten er meget fornuftig, så længe man holder sig under ISO 1600. Her får man meget kamera for pengene.

Specifikationer

Mærke
Samsung
Mio. pixels
14
Brændviddeforl./optisk zoom
18x
LCD-skærm
3
Billeder/sekund
26
Max. ISO
3200