Sony Alpha5000

Det nye Alpha5000 fra Sony er en logisk og vellykket opgradering af forgængeren NEX-3N. Kameraet er dog mere til snapshots og spirende fotoglæde end til garvede fotoentusiaster.

af Gearguiden #Kamera #Sony
8.3

Det er ingen hemmelighed, at mobiltelefoner har gjort et pænt indhug i antallet af solgte kompaktkameraer. På den anden side er det også sådan, at mange via deres mobiler har fået vakt en spirende fotointeresse kun for at finde ud af, at der absolut er grænser for, hvad en mobiltelefon kan præstere, hvad angår billedkvalitet og zoomområde. Og det er her, Sony Alpha5000 kommer ind i billedet.

Med sin pris, vægt på 269 gram og størrelse på kun 110 x 63 x 36 mm matcher Alpha5000 det, mange familiefotografer er villige til at slæbe rundt på. Kun Panasonic Lumix DMC-GM1 er cirka ti procent mindre og lettere, men har så også en mindre billedchip.

Alpha5000 har den smarte detalje, at det præcis som en mobil er ideelt til at tage selvportrætter med. Skærmen kan svinges hele vejen op over kameraet, så den peger fremad, og det er samtidig nemt at styre både zoom og eksponering, når man peger kameraet mod sig selv. Endnu en hjælp til selvportrætter er, at kitobjektivet på 16-50 mm byder på en vidvinkel, som svarer til 24 mm, og har en nærgrænse på 25 cm. Det tager dermed nok med, til at man kan lave et lille gruppebillede, hvor fotografen selv er med. Trods de små mål har kameraet også en lille, indbygget pop op-blitz, og det kan naturligvis tage både Full HD-video samt panoramaer. Videolyden er dog dårlig, og en ekstra mikrofon kan ikke tilsluttes. Kameraet har endvidere en stribe effekter indbygget, så man kan eksperimentere med fx høj kontrast, pastelfarver og sort-hvid. Desuden har det wi-fi, der kan tilsluttes via NFC, så billederne straks efter optagelsen kan lægges på fx Facebook eller Flickr. Kameraet kan også fjernstyres via mobilen.

Tre gange fuldautomatik

Sony regner tydeligvis med, at de fleste Alpha5000-ejere vil bruge fuldautomatik. Lidt forvirrende har Sony ud over programmet P både Bedste Auto-automatik, der låser de fleste indstillingsmuligheder, og en Intelligent Auto med motivgenkendelse. Den er det sikre valg for begynderen. For de automatiske programmer gælder generelt, at de er gode og sikre, men ikke ufejlbarlige. Som entusiast ender man hurtigt på programmet P, der er åben for alle justeringsmuligheder. Sony har heldigvis droppet menusystemet fra NEX-kameraerne og givet Alpha5000 det langt bedre menusystem fra RX-modellerne.
Kameraets autofokus er god og er ikke bange for at tage fat, selv om hovedmotivet ligger helt ude i den ene side af billedet. Vil man have noget andet i fokus end det, kameraet vælger, er det besværligt at vælge fokuspunkt manuelt, og det bringer os til lcd-skærmen.

Det svage punkt

Lcd-skærmen er kameraets svageste punkt. Det ville have været langt mere logisk – ikke mindst hvis man har skiftet fra en mobiltelefon – hvis skærmen havde været berøringsfølsom som på NEX-5T. Så kunne man fx fokusere kameraet blot ved at pege på det, der skulle være skarpt.
Det værste er dog, at skærmen er upræcis. Farverne vises ofte med et kraftigt gulstik, der ikke kommer på det færdige foto. Tilsvarende kan skærmen vise eksponeringen helt op til 0,7 blænde forkert, hvilket gav os mange fejleksponeringer. Skærmens lysstyrke kan indstilles manuelt, men det hjalp ikke. Til sidst begyndte vi at gætte os til, hvornår kompensationen skulle bruges. Så blev billederne gode, men for begynderen er der ikke megen hjælp at hente.
Støj er generelt fint under kontrol, men over ISO 6400 tager støjreduktionen kraftigt fat, hvilket går ud over detaljerne. For et kamera i denne prisklasse er detaljegengivelsen dog meget flot. Benytter man Intelligent Auto, rammes farverne generelt godt. Ellers opnår man det bedste resultat ved fast at køre med farvemætning på Vivid og kun gå ned på portræt eller standardindstilling­erne på motiver med sarte farver. Kameraet kan tage raw, men er man seriøs nok til at arbejde i raw, skal man nok have et mere entusiastbetonet kamera.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Alpha5000 er ikke et kamera for fotoentusiaster, men rammer trods en ringe skærm med sine gode automatik alle dem, der gerne vil have et lille og let kamera, der tager synligt bedre billeder end en mobiltelefon eller et kompaktkamera. Tilmed til en fornuftig pris. At det også er nemt at tage selvportrætter og lægge dem på fx Facebook via kameraets indbyggede wi-fi, er bare et ekstra plus.

Specifikationer

Mærke
Sony
Mio. pixels
19,8
Brændviddeforl./optisk zoom
1,5x
LCD-skærm
3,0
Billeder/sekund
4,0
Max. ISO
16.000