Sony Alpha58

Alpha58 har fået en glimrende elektronisk OLED-søger og en effektiv og hurtig autofokus. Actionbilleder fanger det med fem billeder i sekundet, og ergonomisk er kameraet en fornøjelse at få i hænderne. Billedkvaliteten er fornuftig med flotte detaljer ved lave ISO-værdier. I forhold til forgængeren skuffer kameraet dog på flere centrale punkter.

af Gearguiden #Kamera #Sony
8.3

Sony har droppet det traditionelle spejl og bruger konsekvent et fast, halvgennemsigtigt spejl i deres SLT-kameraer, der både ligner og opfører sig som traditionelle spejlreflekskameraer. Teknologien med et gennemsigtigt spejl har mange fordele. Først og fremmest kan autofokussen arbejde lynhurtigt, da spejlet ikke afbryder fokuseringen. For det andet kan kameraerne lettere skyde mange billeder per sekund, da spejlet jo ikke bevæger sig mellem eksponeringerne. Flere af disse åbenlyse fordele får man også med Sony Alpha58, som dog samtidig skuffer os på et par punkter. Alpha58 afløser både Alpha37, der fås for omkring 3000 kroner og det noget dyrere Sony Alpha57, hvor prisen ligger omkring 5000 kroner.
 

Får stryg af lillebror

Går man specifikationerne efter i sømmene, så viser det sig hurtigt, at Alpha57 på mange måder stadig er sin afløser overlegen. Lad os dog først begynde med de nye tiltag, som rent faktisk er en forbedring fra Alpha57 til Alpha58. For det første er opløsningen steget fra 16,0 til 19,8 mio. pixels, hvilket kan ses, da billeddetaljerne fra Alpha58 er rigtig flotte og knivskarpe op til ISO 1600. Med den højere opløsning kunne man frygte voldsomt meget billedstøj ved høje ISO-værdier, men faktisk bliver støjen først et problem fra ISO 3200. Kameraet har også fået en ny og forbedret elektronisk OLED-søger, hvor skærmopløsningen er 1.440.000 punkter.

Skærmen er et af kameraets stærkeste kort, da den er skarp og velbelyst samtidig med, at søgeren dækker motivet 100 procent. Søgeren har samtidig en øjensensor, så den automatisk tænder, når man sætter øjet til kameraet, mens skærmen slukker. Derudover kan man se effekten af sine justering­er i søgeren, før man tager billedet, hvilket er en stor hjælp i forhold til en optisk søger.

Der er dog også tilbageskridt i forhold til Aplha57. For det første er lcd-skærmen krympet fra 3,0 til 2,7 tommer, og derudover er den ikke så fleksibel som forgængerens. Med Alpha58 kan man kun vippe skærmen op, men ikke vende den omkring, så den er gemt ind mod kameraet. En fordel ved den mindre skærm er dog, at batteriet klarer hele 690 skud per opladning. Man kan kun skyde fem billeder i sekundet i fuld opløsning mod hele 12 med Alpha57. Endelig er Alpha58 stort set skabt i plastic fra inderst til yderst, hvilket holder vægten nede på blot 492 gram inklusive batteri, men samtidig betyder det, at man ikke rigtig tør udsætte kameraet for hårdhændede optageforhold af frygt for, at det går i stykker.

Ergonomisk ligger kameraet perfekt i hånden takket være det dybe fingergreb. Også genvejsknapperne sidder, hvor de skal, ligesom menusystemet er gennemtænkt og intuitivt at finde rundt i.
 

Holder fokus

En ny og forbedret auto-lock sikrer, at kameraet via sin fasedekterende autofokus lynhurtigt stiller skarpt og fastholder fokus på objekter i bevægelse. Som på Alpha57 er der 15 fokuspunkter, hvilket er tilstrækkeligt til, at man kan stille skarpt i det meste af billedfladen. Videooptagelser foregår i Full HD med 25 billeder i sekundet, og her er kvaliteten absolut godkendt. Kameraets blitzsko er ny. Den er nu er i metal og ligner konkurrenternes, så man kan bruge mere tilbehør end med tidligere modeller.

Man kan godt undre sig lidt over, hvorfor Sony ikke er stået af pixelræset og har bibeholdt de 16,1 mio. pixels fra Alpha57. Ikke desto mindre bliver man imponeret over detaljegraden, og holder man sig under ISO 1600, kan man printe billeder i A3+ og stadig få imponerende flotte billeddetaljer. Som ofte med Sonys SLT- og spejlreflekskameraer er der en tendens til undereksponering af kontrastløse motiver. Det kan man dog nemt kompensere for ved hjælp af eksponeringskompensationen.

Alpha58 er et fint systemkamera, som henvender sig til den fotograf, som for første gang skal prøve kræfter med et systemkamera og glæden ved udskiftelige objektiver.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Opløsningen er røget i vejret, og der er en splinterny elektronisk OLED-søger. Men om Alpha58 reelt er en opgradering i forhold til forgængeren Alpha57, er vi nu slet ikke så overbeviste om.

Specifikationer

Mærke
Sony
Mio. pixels
19,8
Brændviddeforl./optisk zoom
1,5x
LCD-skærm
2,7
Billeder/sekund
5
Max. ISO
16000