anm_sonyA6500_01

Sony Alpha6500

Alpha6500 overtager titlen som Sonys mest avancerede APS-C-systemkamera. Der er berøringsfølsom skærm og en imponerende god billedstabilisering.

#Kamera #Sony
8.7

Sony Alpha6500 er et let og kompakt kamera, der ligger godt i hænderne. Både udløser og autofokus reagerer betryggende præcist. Vi indstillede primært kameraet via Fn-funktionsknappen kombineret med det særlige indstillingshjul til højre for programhjulet. Der er heldigvis direkte knapper til ISO, eksponeringskompensation og visning. Menuen er i dag langt bedre end i de oprindelige NEX-modeller, men er stadig delt op i uoverskuelige 35 undermapper. Kameraet er tætnet, og det er opbygget med finish og materialer som de dobbelt så dyre full-frame-kameraer i Alpha7-serien. En vigtig nyhed er, at kameraet nu har indbygget billedstabilisering på sensoren. Den arbejder sammen med den optiske billedstabilisering i de fleste af Sonys objektiver med E-bajonet, og den tager godt fat. Vi skød på fri hånd serier af tre billeder ved 35 mm, der svarer til 53 mm. Her fik vi alle fotos skarpe på 1/8 sekund. To ud af tre skarpe på 1/4 sekund og ét ud af tre på 1/2 og et helt sekund. Det er et imponerende resultat, der dog forudsætter et helt roligt motiv. Autofokussen måler i hele 425 punkter fordelt over hele billedfladen på nær kanterne, og fokuspunkterne kan vælges, grupperes og placeres efter behov. Når man bruger søgeren, kan man placere fokuspunktet ved at stryge tommelfingeren mod skærmen. Det er smart. Autofokussen er virkelig god til automatisk at følge et motiv, selv om det bevæger sig rundt i søgerbilledet. Eksponeringen er sikker, og specielt i godt lys er billedkvaliteten fremragende. I svagere lys skal man helst ikke over ISO 6400, og man bør helt undgå maksimale ISO 51.200.

Jpeg-billedkvaliteten kan brugertilpasses. Der er alt i wi-fi, kameraet kan optage 4K-video, og Alpha6500 er generelt et rigtig godt kamera, men ikke nødvendigvis det oplagte valg. Bortset fra Alpha6500’s bedre billedstabilisering oplever vi i praksis Alpha6300 fuldt ud lige så godt. Det er 4500 kroner billigere, og de penge kan man bruge på Sonys fremragende objektiver. Men til dem, der har et solidt fotobudget og bare skal have det bedste, så er det Sonys nye flagskib, der skal i fototasken. Alpha6500 er reelt en feinschmecker-udgave af Alpha6300, og det kan vi godt lide. Dermed er Alpha6500 imidlertid røget en hel prisklasse op. Mens Alpha6300 således skal måle sig med Olympus OM-D E-M5 Mark II og Nikon D7200, skal Alpha6500 matche Olympus OM-D E-M1 Mark II, der kan alt og lidt mere til, samt Nikon D500, der ganske vist er mærkbart større og tungere, men som også har både endnu bedre autofokus og billedkvalitet ved høj ISO.

Når man arbejder med kontinuerlig autofokus og serieoptagelser, skal der tages mange billeder, da vi specielt med Sonys hvide 70-200 mm-objektiv fik overraskende mange actionbilleder en anelse ude af fokus. Men kameraet skyder heldigvis hele 11 billeder i sekundet.

Da den elektroniske søger ligger helt ude i venstre side, slipper man for, at næsen registreres på den berøringsfølsomme skærm, som det ellers kan ske med nogle kameraer – hvis man altså bruger sit højre øje.

Alpha6500 er som skabt til reportage, feriebilleder, familie og andre motiver, hvor det er et plus med et hurtigt og diskret kamera. I sin lækre, matsorte finish med søgeren helt ude i venstre side af kamerahuset har man næsten den samme fornemmelse med dette kamera, som når man skyder med Leica M-kameraerne. Her er der dog den ikke uvæsentlige forskel, at Sony har autofokus og byder på praktiske zoomobjektiver.

Det bringer os til, hvilket objektiv man skal vælge til kameraet. Sony sælger det i kit med ZEISS 16-70mm F4.0, der svarer til 24-105 mm. Det er et godt valg og et lækkert objektiv til en samlet pris på 19.595 kroner. Sonys 16-50 mm-objektiv med  motorzoom er dog et tankevækkende alternativ. Det zoomer ganske vist ikke så langt, men det er fire cm kortere og holder dermed Alpha6500 nede i en størrelse, hvor kameraet stadig virker diskret. 16-50 mm-optikken koster i løs vægt 1995 kroner, men det kan bedre betale sig at købe den i kit med systemkameraet Alpha5000 til 2894 kroner. Det giver et ekstra batteri og et kamerahus som backup for kun 900 kroner, og prisen ligger stadig langt under sættet med ZEISS-objektivet. For ZEISS-optikken taler ikke mindst det store zoomområde og den lækre mekaniske finish. Optisk er det også lidt bedre, men man skal se godt efter for at se forskel. Som en sjov detalje tager kameraet ikke kun SD-kort, men også Sonys klassiske MemoryStick PRO Dual-hukommelseskort.

Konklusion

Fremragende kvalitet over hele linjen lige fra finish over autofokus til billedkvalitet. Det gælder også den avancerede billedstabilisering.
Søger, skærm og specifikationer imponerer ikke i forhold til det billigere Sony Alpha6300, og prisen er i den høje ende i klassen.

Specifikationer

Mærke
Sony
Mio. pixels
24
Brændviddeforl./optisk zoom
1,5
LCD-skærm
3
Billeder/sekund
11
Max. ISO
51200