Sony Cyber-shot RX10 II

Sony har opgraderet RX10 med en ny cmos-sensor. Det betyder blandt andet bedre video og hurtigere serieoptagelser. Men prisen er steget alarmerende.

af Gearguiden #Kamera #Sony
8.4

Sony Cyber-shot RX10 II er en ny version af Sonys lækre kamera med en Zeiss-optik svarende til 24-200 mm med F2.8 over hele zoomområdet. Den fine lysstyrke gør det muligt at køre på lav ISO-værdi længere end med de fleste konkurrenter. Kameraet er lækkert at have mellem hænderne, og de vigtigste knapper sidder, lige hvor de skal. Den elektroniske søger er af fin kvalitet. På objektivet sidder to ringe, hvor den yderste bruges til zoom eller manuel fokus, mens den inderste styrer blænden.
Billedkvaliteten på fotos er i den absolut pæne ende for et kompaktkamera, hvilket ikke mindst skyldes den store sensor på 13,2 x 8,8 mm. Den nye sensor kan lave videooptagelser i 4K-opløsning, og så giver den imponerende hurtige serieoptagelser – op til 14 i sekundet. Alligevel føles RX10 II langsomt. Det skyldes, at Sony har valgt at fortsætte med det samme zoomobjektiv som på forgængeren. Man zoomer elektronisk, og det tager op til fire sekunder at bevæge sig fra 24 til 200 mm, og start og stop føles lidt sløret, så man ikke altid rammer præcis det ønskede udsnit. Derfor føles kameraet hverken særlig hurtigt eller dynamisk at arbejde med. Dermed bliver det også svært at argumentere for kameraets pris. Det er over dobbelt så dyrt som det oprindelige RX10, der fortsætter i handlen, så man betaler mange penge for at få den nyeste teknologi.

Kameraet er ikke kun godt til video på grund af den høje 4K-opløsning, men også fordi det har både indgang for mikrofon og stik til hovedtelefoner.
Under fotooptagelserne er eksponeringen sikker og farvegengivelsen pæn, omend til den forsigtige side. Derfor valgte vi normalt Vivid som kreativ indstilling, hvor farvemætningen er noget højere og mere tiltalende. I svagt lys bør man ikke gå under ISO 3200. Objektivet tegner fint over hele zoomområdet. Der er hverken synlig fortegning eller vignettering, og skarpheden er fin helt ud i hjørnerne samt på nærgrænsen på kun tre cm. Der medfølger en god modlysblænde. Billeder kan optages i raw, og som noget nyt hos Sony får man raw-konverteren Capture One Express, som er lillebror til det gode og professionelle Capture One. Batteriet er identisk med det, der sidder i fx Alpha7. Det giver en fin kapacitet på 400 billeder. En god detalje er, at kortet sidder på siden af kameraet som på et spejlrefleks, så det er nemt at skifte selv med kameraet på stativ.
Et kamera kan sagtens påvirke den måde, man arbejder på. Den brede, lækre blændering på RX10 II gør det til en oplagt sag at stille kameraet på blændeprioritet og derefter manuelt vælge den blænde, der matcher situationen.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

RX10 II oser af design og lækre materialer, og billederne har farve og skarphed, så de sjældent behøver billedbehandling.
Zoomobjektivet reagerer så langsomt, at den nye, superhurtige sensor aldrig rigtig kommer til sin ret i dette dyre kamera.

Specifikationer

Mærke
Sony
Mio. pixels
20,0
Brændviddeforl./optisk zoom
8,3
LCD-skærm
3
Billeder/sekund
14
Max. ISO
25600