Sony Cyber-shot RX10 III

Sonys nye version III af RX10 ligner sine to forgængere til forveksling. Men når du begynder at tage billeder med kameraet, får du bogstaveligt talt en stor overraskelse.

af Gearguiden #Kamera #Sony
8.4

Sony Cyber-shot RX10 III ser ud som forgængeren, men det er blevet større, tungere og dyrere. Hjertet er den velkendte 1”-sensor på 20,0 mio. pixels, der også sidder i forgængeren, og begge har samme fine billedprocessor. Tilsvarende er der ISO 25.600, optisk billedstabilisering, hurtige serieoptagelser, en fremragende elektronisk søger og mulighed for 4K-video og optagelse i raw. Udformningen er klassisk og elegant, og finishen får du ikke flottere på noget andet superzoomkamera. Den store nyhed er, at den gamle ZEISS Vario-Sonar 24-200 mm F2.8 er blevet styrket, så den nu dækker 24-600 mm, mens blænden glider fra F2.4 til meget respektable 4.0. Vi har set den slags zoomområder før, men aldrig før på et kamera med en 1”-sensor. Optikken er imponerende skarp på alle brændvidder, og nærgrænsen er kun tre cm fra frontlinsen. I svagt lys er billedkvaliteten meget fin op til ISO 6400. RX10 III trækkes ned af prisen, og det er langsomt at arbejde med. At arbejde med en så kraftig og dyr zoom skal være som at skære i smør med en skarp, varm kniv. Men sådan er RX10 III ikke. Den elektroniske zoomring er upræcis. Bruger du zoomknappen omkring udløseren, er det bedre, men præcisionen er ikke i nærheden af, hvad vi forventer af et kamera til 12.494 kroner. Den kontinuerlige autofokus humper af sted, og det hjælper i mange situationer ikke noget, at kameraet kan tage 14 billeder i sekundet, når dets fokus ikke kan følge med motiver i bevægelse. Når det er sagt, er RX10 III stadig et enkelt, lækkert og elegant kamera med en god og lysstærk zoom på 24-600 mm.

Når du arbejder med RX10 III, føles kameraet mest af alt som et spejlrefleks. Der er et indstillingshjul med programmer ovenpå kameraet samt et panel med informationer om kameraindstillinger. Først og fremmest kommer sammenligningen med et spejlrefleks dog af, at den elektroniske søger er så stor, skarp og finkornet, at den minder om en spejlreflekssøger. Skærmen er også af fin kvalitet, og den kan vippes fra lodret op til 45 grader ned. Der er et godt og stramt kørende hjul til eksponeringskompensation, og så er der en lækker blændering på objektivet, der er aktiv, når du bruger blændeprioritet. I den usædvanlige afdeling er der en knap, som bruges til at indstille, om blænderingen skal køre med tre klik per blændetrin eller den skal køre trinløst. Kameraet leveres med en modlysblænde, men uden lader. Batteriet skal lades op i kameraet.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Det fremragende zoomobjektiv på 24-600 mm er helt uhørt godt. Det er et sjældent syn på et kamera som dette.
Sony RX10 III taber point på at reagere alt for langsomt til hurtige motiver. Trods 14 billeder i sekundet fokuserer kameraet ikke hurtigt nok.

Specifikationer

Mærke
Sony
Mio. pixels
20,0
Brændviddeforl./optisk zoom
25
LCD-skærm
3
Billeder/sekund
14
Max. ISO
25600