anm_tamron18-400_01

Tamron 18-400mm F3.5-6.3 Di II VC HLD

Heftigste zoom til DSLR

#Objektiver #Tamron
8.8

Ikke mindst som rejseobjektiv er Tamrons nye ekstremzoom til Canons og Nikons spejlreflekskameraer med APS-C-sensor svært fristende. Selv om objektivet kun er 12,4 cm langt og vejer 710 gram, har det et forrygende zoomområde på 22,2x svarende til 27-600 mm på Nikon og 29-640 mm på Canon på grund af deres brændviddeforlængelse på henholdsvis 1,5x og 1,6x. Objektivet er nydeligt, leveres med modlysblænde og har god billedstabilisering, der kompenserer for 2,5 eksponeringstrin. Zoomringen kører jævnt, i betragtning af at den øger objektivets længde til 21,5 cm med et drej på kun 90 grader, når du er på kraftigste tele. Man skal lægge lidt kræfter i, men det er normalt, når man ikke skal dreje mere end 90 grader. Den kører i samme retning som Nikons objektiver – altså modsat Canons. Autofokus er god og lydløs. Skarpheden er fin på de korteste brændvidder. Den falder lidt fra 200 mod 400 mm, men bliver ikke dårlig. Der er tøndefortegning på 18 mm og pudefortegning på 50-100 mm i den avancerede konstruktion med blot 16 linser, og det kan rettes i billedbehandlingen. På længere brændvidder er der ingen synlig fortegning. Alt i alt er Tamrons 18-400mm et forrygende alt-i-ét-objektiv.

Konklusion

Zoomområdet på 22,2x er virkelig inspirerende at arbejde med, og kvaliteten er flot for denne type.
Zoomringen kører lidt tungt, og der er reduceret skarphed på de længste brændvidder.

Specifikationer

Mærke
Tamron