Brother DCP-J752DW

Multiprinteren hører til i Brothers avancerede ende. Her får man en alsidig maskine med fine funktioner. Hastighed og billedkvalitet skulle være forbedret. Vi er ikke helt enige.

#Printere #Brother
7.8

Brother satser hellere på multifunktionsmaskiner end deciderede fotoprintere, og DCP-J752DW er den seneste i rækken. Maskinen optager ikke meget plads på bordet. Den har en matsort overflade, og fronten domineres af betjeningsmodulet, der indeholder en berøringsfølsom farveskærm på 2,7 tommer. Herfra styres alle funktioner. Modulet kan vippes op, så synsvinklen passer, uanset om man sidder eller står. Skærmen reagerer hurtigt ved berøring, og menuen er let at finde rundt i. Det er også her, man får adgang til de trådløse muligheder. DCP-J752DW kan nemlig, ligesom stort set alle nye multiprintere, udskrive trådløst og direkte fra den såkaldte sky. I dette tilfælde kan man fx printe direkte fra fx Flickr eller Google Drive. Har man en smartphone, kan man hente den gratis app Brother Print & Scan og udskrive direkte fra telefonen. Det fungerer godt.

Lange udskriftstider

DCP-J752DW bruger fire farvepatroner – cyan, gul, magenta og sort, som man nemt udskifter ved at åbne lugen til højre på printerens forside. Det er en fiks løsning i modsætning til printere, hvor man skal åbne hele låget og lade printhovedet komme frem. Når det gælder hastighed, er maskinen dog mindre smart. Da vi printede vores testark i A4, tog det os over fire minutter at printe i bedste kvalitet. Ved indstillingen Fin røg tiden ned omkring to minutter, mens den ved Normal var 47 sekunder. Men så var billedkvaliteten også dalet kraftigt. Man bør absolut væbne sig med tålmodighed og vælge den bedste indstilling for at få den bedste farvegengivelse. Alligevel er billedkvaliteten skuffende. Farverne er generelt svage. Det gælder især hudtoner og grønne nuancer, mens blå står fint. Detaljegengivelsen er heller ikke optimal.
DCP-J752DW kan skanne i 1200 x 2400 ppi. Det tog to minutter og 24 sekunder at skanne vores A4-testark i en opløsning på 1200 x 1200 ppi. Det er fint, og kvaliteten er godkendt.

Konklusion

Brother DCP-J752DW byder på mange fine funktioner til en acceptabel pris, og brugervenligheden er god. Det gælder fx de trådløse muligheder. Desværre er udskrifts­-
tiderne lange, hvilket ville være acceptabelt, hvis billedkvaliteten var optimal. Det er den desværre ikke. Vi savner mere kraft i farverne, ligesom detaljegengivelsen også kunne være bedre.

Specifikationer

Mærke
Brother