Canon PIXMA PRO-100S

Fænomenale gråtoner. A3+-printeren Canon PIXMA PRO-100S er lillebror til PRO-10S.

#Printere #Canon
8.8

A3+-printeren Canon PIXMA PRO-100S er lillebror til PRO-10S. Den største forskel mellem de to er blæktypen, da PRO-100S bruger otte farvestofbaserede blækpatroner, mens PRO-10S benytter ti blækpatroner med pigmenteret blæk. Forskellen skulle især komme til udtryk i gengivelsen af gråtoner og sort, men PRO-100S præsterer her billeder, som er stort set lige så flotte. Et andet sted, hvor den vinder, er på printhastighed. Printeren udskriver et A4 i bedste kvalitet på 2,01 minut, hvilket er dobbelt så hurtigt som storebroren. Med print i A3+ tager det tre minutter og 44 sekunder at udskrive et farvefoto til kant. Den udskriver med en dråbestørrelse på tre pikoliter i en opløsning på 4800 x 2400 dpi. Skarpheden er fornuftig, men billederne står ikke lige så knivskarpt som med PRO-10S. Hudtonerne bliver en anelse gullige, og farvemætningen er en tand for voldsom for vores smag. Generelt fremstår farverne dog med flot dybde og fin kontrast.

Pixma Pro-100s har tre forskellige patroner, nemlig grå, lys grå og sort, som specifikt sørger for, at gråtonerne bliver varierede og helt uden farvestik. Printeren kan kobles på et trådløst netværk og med de to apps, Pixma Printing Solution og Pro Gallery Print, kan man udskrive direkte fra sin tablet eller smartphone.
Glimrende er det, at man kan installere forskellige plug-ins, hvorefter man med Adobe Photoshop lynhurtigt kan vælge den farveprofil, man vil udskrive med. På den måde er man sikker på, at de farver, man ser på skærmen, også er de farver, der optræder på det færdige print.
Pro-100S har to papirindtag, og printeren kan også printe på cd/dvd’er, mens man må undvære skærm og kortlæser.

Konklusion

Rigtig flotte sort-hvide print med et væld af gråtoner. Udskriftstempoet imponerer også, både i A4 og A3+.
Skarpheden måtte gerne være en anelse bedre, og vi havde gerne set en lcd-skærm frem for mulighed for at printe på cd/dvd.

Specifikationer

Mærke
Canon