anm_acdsee10ult_01

ACDSee Ultimate 10

Målet med ACDSee Ultimate 10 er, at programmet skal være den eneste fotosoftware, du nogensinde får brug for. Det er tæt på at lykkes.

af Gearguiden #Programmer #ACDsee
8.9

ACDSee Ultimate 10 er opbygget på samme måde som Lightroom med et billede eller thumbnails i midten og paneler på begge sider. Der er også moduler som Manage og Develop, hvor man henholdsvis arkiverer og redigerer. Nu som før er ACDSees arkiveringsdel suveræn. Modsat Lightroom slipper du helt for at importere og eksportere og holde styr på katalogerne.

Programmet gaber over titusindvis af store billedfiler, uden at det bliver langsomt. Kort sagt finder du næppe noget bedre arkiveringsprogram. ACDSees billedbehandling var tidligere direkte primitiv, men den bliver bedre for hver ny version af programmet.

Med fx Skin Tune-funktionen, der retter forkert belyste hudtoner, overgår ACDSee nu Adobe Lightroom. ACDSee har i Ultimate-versionen desuden mulighed for at arbejde i lag. Det gælder både nye lag samt kopier af baggrundslaget og justeringslag, mens tekst desværre ikke automatisk lægger sig i separate lag. Værktøjerne er logiske at finde og nemme at dosere. Blandt de nye værktøjer i version 10 er forbedrede filtre, som Dehaze til fjernelse af dis, samt nye pensler og forbedret støjreduktion. Man kan konvertere raw-filer, men her er de bedste konkurrenter bedre. De faner, Lightroom har brugt til at gøre det nemt at lave flotte print, bøger og webgallerier, bruger ACDSee til ligegyldigheder som statistik over mest benyttede kamera, meddelelser med mere. I forhold til Lightroom, som vi fandt til 1049 kroner, er prisen også lidt høj. Og dog. Behøver du ikke lagene, fordi du primært skal bruge programmet til organisering, kan du vælge det almindelige ACDSee 10 til 834 kroner. Programmet fås endnu ikke på dansk.

Du kan hente en 30-dages gratis demo af programmet på acdsee.com, hvor du også skal købe og downloade programmet fra. Priserne synes lavere, end vi har opgivet, men når du har indtastet dine kreditkortoplysninger og skal til at handle, bliver der pludselig smidt 25 % moms på prisen.

Det, vi godt kan lide ved arkiveringsdelen, er, at den er forrygende hurtig, og at man kan få det, som man vil have det. Vil du gerne samle dine billeder i kataloger, kan du gøre det. Vil du gerne være fri, så lader du bare være. Du kan sortere dine billeder på kryds og tværs efter optagelsesdato, anvendt blænde, gps-data og hvilken som helst anden parameter og få fat i præcis de billeder, du er ude efter, og du kan naturligvis rate dine billeder med stjerner og på den måde hurtigt hente de bedste frem. Programmet læser den rating, du giver billederne i fx Canon EOS 5D.  Når du får vænnet dig til de mange muligheder indenfor genvejstaster, går arbejdet forrygende hurtigt, og du kan naturligvis ændre størrelse på billeder og thumbnails, så de passer til dine behov. Du kan køre to skærme, så du fx har Manage-funktionen oppe på den ene skærm med menuer, thumbnails etc, mens du på den anden har det valgte billede i fuld størrelse, så du hurtigt kan vurdere kvaliteten og ikke behøver skifte mellem thumbnails og fuld størrelse.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Arkiveringsdelen er nok markedets bedste, og billedbehandlingsdelen bliver bedre og bedre. Ny Skin Tune-funktion overgår selv Lightroom.
ACDSee er fortsat primitiv, når det kommer til at bruge billederne til fx print, slideshows og webgallerier. Prisen er også lidt i overkanten.

Specifikationer

Mærke
ACDsee