AKVIS Draw Home

Er tegnetalentet ikke så stort som fototalentet, er der god hjælp at hente fra dette smarte program, der laver fotos om til blyantskunst. Det er dog ikke lige velegnet på alle motiver.

#Programmer #AKVIS
8.6

Med dette nye program fra russiske AKVIS kan du ved hjælp af ganske få trin lave et foto om til en blyantstegning. Det fås til Mac og pc og har 28 forindstillinger at vælge mellem med forskellige stilarter. Så snart du har valgt en, kan du gemme tegningen, hvilket alt i alt kun tager få sekunder. Vi savner dog at kunne se miniaturer af forindstillingerne, der blot har et nummer, hvilket betyder, at man må prøve hver enkelt for at få en idé om effekten. Du kan efterjustere på resultatet ved hjælp af skydeknapper, hvor man blandt andet kan ændre, hvor kraftige farverne skal være, mængden af detaljer med mere. Desuden kan du bestemme, om nogle af farverne fra originalbilledet skal bevares, eller det bare skal være i gråtoner. Har man efterjusteret, kan man gemme dem som en ny forindstilling.
Resultaterne bliver flotte – specielt ved portrætter. Konverteringen til blyantstegning er troværdig, og man mistænker ikke, at udgangspunktet var et foto. På landskaber er det af og til lidt svært at tyde de forskellige elementer.

Konklusion

Et rigtig godt program, der ved hjælp af få trin laver dine fotos om til troværdige og flotte blyantstegninger. Der er gode indstillingsmuligheder, men vi savner et overblik over de forskellige forindstillinger, så man ikke skal prøve hver enkelt af. Prisen er meget fornuftig.

Specifikationer

Mærke
AKVIS