DxO OpticsPro 11 Elite Edition

Det franske raw- og billedbehandlingsprogram har nu fået ansigtsgenkendelse, og det udnyttes langt smartere end i Lightroom, så justeringer bliver nemmere.

af Gearguiden #Programmer #DxO
8.9

DxO OpticsPro 11 Elite Edition er en billedbehandler og raw-konverter i stil med Photoshop Lightroom. Som standard udfører den en række justeringer, allerede når man åbner billedet. Objektivfejl fjernes ud fra profiler, der er tilpasset kamera og objektiv, Smart Lighting forbedrer lysforholdene, og der tilføres automatisk støjreduktion. Det hele sker med et flot resultat, og er det nødvendigt, kan man efterjustere på en masse parametre. Uden yderligere justeringer står billederne typisk klarere og mere kontrastfyldte, end hvis man gemmer fra Lightroom uden at foretage justeringer.
En af de største nyheder er, at der er kommet ansigtsgenkendelse. Det har Lightroom også, hvor det bruges i organiseringsdelen. DxO udnytter derimod funktionen mere intelligent, nemlig til at gøre billederne bedre, og tak for det! Man kan fx fjerne røde øjne blot med et enkelt klik, hvor DxO selv finder øjnene og gør pupillerne sorte. Under funktionen Smart Lighting kan man nu klikke på Spot Weighted, så tjekker DxO, om der er ansigter, og tilpasser lysstyrken i billedet efter dem. Funktionen efterligner effekten af en spotmåling i kameraet, og er der ikke ansigter, kan man udvælge et område, som skal have en korrekt eksponering. Det er nemt og smart.
Der er to støjfjernere i programmet. HQ tilføres som standard og gør det udmærket, men har man meget støjfyldte fotos, kan man vælge støjfjerneren PRIME med et enkelt klik. Den analyserer billedet og giver rigtig flotte resultater på høj ISO. I det hele taget gør programmet det hurtigt og nemt at få flotte fotos – også når der er støj.

Ulempen ved PRIME er, at det tager længere tid at eksportere billedet, men funktionen er blevet meget hurtigere end i forgængeren. I vores test tog det 56 sekunder at eksportere et billede taget med høj ISO i OpticsPro 10, mens den nye version 11 var 29 sekunder om opgaven. Til sammenligning var Lightroom 5,5 sekunder om at eksportere billedet, mens det tog 9,5 sekunder at eksportere det i OpticsPro 11 med den almindelige HQ-støjfjerner. I Lightroom kan man justere sig frem til næsten lige så gode resultater. Det kan dog langt fra klares med ét klik som i OpticsPro, men kræver møjsommelige justeringer. Desuden bliver farverne bedre med DxOs program. Hastigheden ved eksport er dog ikke på niveau med Lightrooms.
Med funktionen Microcontrast kan man give billederne mere struktur, hvilket kan være velegnet til fx landskaber og arkitektur, og som noget nyt kan funktionen tilføres automatisk med få klik. Også her gør programmet brug af ansigtsgenkendelsen og undlader at tilføre Microcontrast på billeder med personer, da det sjældent fungerer godt.
Modsat Lightroom behøver man ikke at importere filerne, men kan blot bevæge sig rundt i det almindelige mappesystem på computeren. Man kan altså springe et trin over og gå direkte til filerne. Til gengæld har man ikke samme gode muligheder for organisering som Lightroom. Sammen med programmet følger en plug-in til Lightroom, så man kan sende billeder til Optics Pro, justere dem og få en kopi tilbage til Lightrooms bibliotek, hvis man hellere vil bruge justeringerne fra Optics Pro, men benytte organiseringen i Lightroom.
Brugerfladen er nem at gå til med en organiseringsdel og en justeringsdel. Justeringerne er placeret i paletter i højre side, ligesom i Lightroom, og opdelt under forskellige overskrifter til fx lys og farver. Her er det dog lidt forvirrende, at de samme paletter optræder under flere overskrifter.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Giver automatisk rigtig flotte resultater ved raw-konvertering, og der er gode muligheder for justeringer. Meget god støjfjerner.
Meget begrænsede organiseringsmuligheder, og er en del langsommere til at eksportere konverterede raw-filer end Lightroom.

Specifikationer

Mærke
DxO