iphonex-front-homescreen

Apple iPhone X

Omtalen af iPhone X har været så massiv, at den næsten ikke kunne leve op til forventningerne. Det lykkedes, men se her, om kameradelen følger med.

#Tilbehør #Apple
9.3

Apple iPhone X <markerer tiårsjubilæet for iPhone-serien, og amerikanerne har ikke sparet på krudtet. Først og fremmest er størrelsen helt sin egen. Større end iPhone 8 og mindre end 8 Plus, selv om man får en stor skærm på 5,8 tommer. Den går helt til kant og er af OLED-typen, der betyder suveræne farver og vild kontrast samt en overflod af pixels per tomme, og  dermed er den forrygende detaljerig.

Ud over en god ansigtsgenkendelse, trådløs opladning, lynhurtig processor og et velfungerende styresystem byder X’eren på en helt ny kameradel. Billedchippen er større end hidtil, og det ses tydeligt på billedkvaliteten. Der er væsentligt flere detaljer i højlys og skygge end hos konkurrenterne. Områder i en lys himmel, der hos de fleste brænder ud, bevarer vigtige detaljer hos Apples topmodel. Billeder af personer taget i modlys bliver så perfekt eksponerede, at vi flere gange blev direkte imponerede. Skarphed og detaljegrad har også fået et nøk op, så det kan være svært at se forskel på billederne fra telefonen og fra et godt kamera, hvis man ikke ser dem på store print.

Apple har også andre tricks i lommen som fx den stærkt forbedrede portræt­indstilling. Ud over at lave en softwarebaseret baggrundssløring, der i mange tilfælde er ret overbevisende, er det nu muligt med et tryk på skærmen at lægge forskellige belysningssimuleringer ned over billedet. Mest imponerende er indstillingen “Scenelys – Mono”, hvor portrættet gøres sort-hvidt, modellen fritlægges, og baggrunden gøres kulsort. Funktionerne er stadig på betastadiet, men virker meget lovende for fremtiden.

Kameradelen er verdens bedste, og sammen med de andre fordele sender det karakteren op på rekordniveau.

Konklusion

Der findes ikke et bedre mobilkamera på markedet end det i iPhone X. Billederne er helt suveræne, og telefonen er helt igennem et luksusprodukt.
Video optages i flot 4K-kvalitet, men enkelte konkurrenter gør det en smule bedre lige her. Den store model med 256 GB løber op i 10.249 kroner.

Specifikationer

Mærke
Apple