DJI Mavic Pro

DJI Mavic Pro

Tidligere krævede en god kameradrone en større rygsæk, men nu kan det flyvende kamera være i jakkelommen. Den lille Mavic Pro blev dog et dyrt bekendtskab.

af Gearguiden #Tilbehør #DJI
9.3

DJI Mavic Pro er stort set identisk med den særdeles kompetente Phantom 4, når det gælder kameraopløsning, funktioner og rækkevidde. Det, der gør Mavic Pro til noget helt særligt, er, at den ikke fylder mere end en almindelig drikkedunk. De fire arme med propellerne kan nemlig klappes sammen, og det betyder, at man kan have sin drone med sig overalt. DJI’s Phantom-modeller fylder cirka fire gange så meget og kræver derfor en stor taske for at komme med på tur. Med Mavic Pro havde vi bare en lille skuldertaske med, hvor både det almindelige kamera og dronen snildt kunne være.

Trods de beskedne mål og en vægt på blot 743 gram er der masser af kræfter og funktionalitet. Video optages i 4K, og kvaliteten er overraskende god,  når man tænker på den kompakte optik og den lille sensor på 1/2,3”. Fotos er på 12,0 mio. pixels, og billedkvaliteten er et godt stykke under det, man får i et traditionelt kamera til samme pris. Skarpheden er fin i midten, men eksponeringen skal holdes i kort snor med histogrammet. Detaljegraden er rimelig. I svagt lys kan Mavic Pro heller ikke konkurrere med et almindeligt kamera, men den kan til gengæld flyve, og det opvejer nemt en billedkvalitet, der minder mere om en god mobiltelefon end et spejlrefleks. Det skal dog nævnes, at billederne er mere end velegnede til skærmbrug, og de lever generelt helt fint op til vores forventninger. Raw-filerne kan finpudses i fx Lightroom.

Det hele styres via en lækker, kompakt fjernkontrol med indbygget skærm, hvor der er oplysninger om højde, batteri osv. Så eneste rigtige anke herfra er, at vi måtte ud og købe en Mavic Pro, da vores testeksemplar skulle leveres tilbage.

Ud over fjernkontrollen og mobiltelefonen bruger man DJIs fortrinlige app, DJI GO 4, til at styre løjerne med, og det er nemmere, end man skulle tro. Slipper man alt, står dronen stille i luften, og selv i blæsevejr omkring 10-15 meter per sekund er Mavic stabil og pålidelig. Et nyt system i forhold til tidligere modeller gør radiokontakten mere sikker, og kun i enkelte ekstreme tilfælde mistede vi kontakten, og så flyver den lille charmetrold sikkert hjem takket være den indbyggede sensor i front og bund, der sikrer, at eventuelle forhindringer bliver passeret uden sammenstød. Det virker upåklageligt og reddede os fra blandt andet at miste dronen over dybt vand. Batteriet holder til 24 minutters blandet flyvning, og man kan indstille den avancerede app til at lade dronen flyve hjem og lande automatisk, når batteriet er ved at være drænet.

Sjove og nyttige funktioner er der mange af. Med ActiveTrack kan man sætte dronen til at følge fx en cykel eller en løber. Med Point of Interest kan man lade dronen cirkulere om en bygning eller seværdighed og hele tiden holde kameraets 28 mm fokuseret på det samme punkt. TapFly sender automatisk dronen mod det sted, man trykkede på på telefonens skærm. Indstillingen Tripod er også smart. Den nedsætter alle dronens bevægelser til en ganske lav hastighed, så man kan lave flotte optagelser uden pludselige ryk og bevægelser. Flyver man i Sport Mode går hastigheden helt op til 65 km/t. Det egner sig fint til underholdning, men ikke til videooptagelser.

Mavic er markedets mest kompakte drone med 4K og de mange muligheder. Ikke desto mindre er den solidt bygget. Fra første sekund man får den i hånden, kan man mærke, at den er konstrueret solidt, og kvaliteten er høj. Kinesiske DJI blev stiftet i 2005 og sidder i dag på verdensherredømmet og har efterladt konkurrenter som GoPro langt bag sig, når det handler om droner. Årsagen til den succes er perfekt udkrystaliseret i Mavic Pro. Et fantastisk produkt, der giver masser af brugerglæde, fornuftige billeder, flot video og mange mange timers helt forrygende underholdning.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Det kilder i maven, hver eneste gang vi sætter dronen i luften. Kombinationen af flyvende legetøj og (video-) kamera er fremragende underholdning.
Billedkvaliteten er naturligt nok ikke på niveau med spejlrefleks og systemkameraer, men dronens raw-filer kan justeres, så man får gode resultater.

Specifikationer

Mærke
DJI