Canon EOS 850D

Canons nye bud til fotografer, der holder fast i traditionelle spejlreflekser, virker på mange måder gammeldags og klodset., men billederne bliver gode.

af Gearguiden #Kamera #Canon
8.3

Canons nye bud til fotografer, der holder fast i traditionelle spejlreflekser, virker på mange måder gammeldags og klodset. Udformningen minder om andre EOS-kameraer fra den trecifrede serie. Der er en virkelig god ergonomi, men det skrøbelige plasticmateriale får EOS 850D til at virke billigt – og det er det ikke. Til en pris omkring 7000 kroner spænder Canon nærmest ben for sig selv. Deres eget spejlløse alternativ EOS M50 fås nu for kun for næsten det halve. Det har samme opløsning og en meget fin elektronisk søger på 2,36 mio. punkter – og så kan kameraet ikke mindst skyde ti billeder i sekundet i modsætning til de 7,5 skud, EOS 850D klarer. Og ser vi på de konkurrerende mærker i samme prisklasse, kan du fx erhverve det meget fine spejlløse systemkamera Fujifilm X-T30 eller en robust arbejdshest som Nikon D7500, hvis du sværger til spejlrefleks. Begge alternativer har meget mere i posen end EOS 850D.
Selv om der er tale om et traditionelt spejlrefleks, har Canon dog forbedret flere ting. Det gælder 4K-video, den hurtige DIGIC 8-processor, som også findes i de større modeller og ikke mindst kameraets autofokus, som har 45 fokuspunkter af den præcise krydstype, når du bruger den optiske søger. De arbejder hurtigt og sikkert. Bruger du skærmen med live view, er der 143 fokuspunkter, og det er også her, kameraets sikre ansigts- og øjegenkendelse kan bruges. Det kræver bare, at du står med kameraet frem for dig, når du skal tage fx portrætter, hvilket ikke er optimalt. Actionfotografer vil også have mere glæde af den optiske søger, der dog virker lille og mørk.
Billedkvaliteten er til gengæld virkelig god. Billederne bliver meget detaljerede, og eksponeringen er sikker. Det er ganske enkelt svært ikke at få et pænt billede med EOS 850D. Selv på ISO 12.800 har kameraet godt styr på billedstøj.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Billedkvaliteten er virkelig god med fine farver og detaljer. Det er ganske enkelt svært ikke at få et pænt billede med EOS 850D – selv på høj ISO. Alligevel virker kameraet utidsvarende og prisen for høj.

Specifikationer

Mærke
Canon
Mio. pixels
24,0
Brændviddeforl./optisk zoom
1,6x
LCD-skærm
3,0”
Billeder/sekund
7,5
Max. ISO
51.200