Canon PowerShot SX50 HS

Canon PowerShot SX50 kan optage jpeg og raw og begge dele på én gang, men det var overraskende lidt, vi kunne hive ud af raw-filerne, som ikke også var på jpeg.

af Gearguiden #Kamera #Canon
8.4

Canon PowerShot SX50 starter op på 1,9 sekunder, hvilket er hæderligt. Skærmen gengiver lys og farver korrekt, men er med sine 2,8 tommer testens mindste. Til gengæld kan den vippe og dreje i alle retninger.

Den elektroniske søger er lille og uskarp, men dog brugbar. Ergonomien er blandt testens bedste takket være det kraftige håndgreb. Der er direkte knapper til de mest benyttede indstillinger.

Det tager 1,7 sekunder at zoome fra de 24 til 1200 mm, og især på de længste brændvidder ser man tydeligt effekten af billedstabiliseringen, der sikrer skarpe bil­leder. Eksponeringen er præcis, men i teleområdet vælges for lange lukkertider, som billedstabiliseringen giver op overfor. Vi var ude for, at kameraet på 1200 mm i programmet P valgte 1/80 sekund og ISO 80. Problemet løses ved at vælge lukkertids- eller blændeprioriteret program og højere ISO-værdi. SX50 kan optage jpeg og raw og begge dele på én gang, men det var overraskende lidt, vi kunne hive ud af raw-filerne, som ikke også var på jpeg. Forskellene var tydeligst over ISO 800.
Billedkvaliteten er blandt testens bedste, og farvegengivelsen er meget fin. Objektivet er imponerende skarpt hele vejen fra 24-1200 mm, og objektivfejl som vignettering og fortegning er acceptabelt. Korn er fint under kontrol til og med ISO 800.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Med lange lukkertider og en beskeden søger skal Canon PowerShot SX50 holdes i ørene. Men så belønnes du også med gode, skarpe fotos helt ud på utrolige 1200 mm.

Specifikationer

Mærke
Canon
Mio. pixels
12
Brændviddeforl./optisk zoom
50x
LCD-skærm
2,8
Billeder/sekund
2,2
Max. ISO
6400