DJI Mavic Air

Det handler først og fremmest om størrelsen i den nye drone fra DJI, der sætter nye kompakte standarder. Men hvad betyder det for batteritid og i blæsevejr?

af Gearguiden #Kamera #DJI
8.8

DJI Mavic Air vejer kun 430 gram og er dermed den mindste drone med 4K fra DJI. Den har langt hen ad vejen de samme kvaliteter som den populære Mavic Pro, vi også tidligere har anmeldt. Det nye er – ud over størrelsen – at Air har fået to sensorer på bagpartiet. Det betyder, at man kan flyve baglæns med begrænset risiko for kollision, da sensorerne ser forhindringer og stopper dronen. Det virker fremragende, og ny teknologi gør i øvrigt Air i stand til at fortsætte flyvningen i en blid kurve uden om forhindringen, hvis man ikke ønsker fuldt stop.

En anden sjov nyhed er de indbyggede automatiske funktioner, hvor dronen flyver i bestemte formationer og laver video imens. Vores favorit er Asteroid, hvor dronen flyver op, tager en masse billeder og sætter det hele sammen til en video, hvor man til sidst ser Jorden som en lille, rund kugle.

Det er også nyt, at der er otte gigabytes indbygget hukommelse. Genialt, hvis man glemmer det lille MicroSD-kort hjemme i kortlæseren.

Fotos er på 12,0 mio. pixels, og billedkvaliteten er udmærket. Den er stort set identisk med dem fra Mavic Pro. Det dynamiske omfang er ikke på højde med det, man kender fra et system- eller spejlreflekskamera. Den lille optik på 24 mm F2.8 gør det udmærket, men er ikke bedre end en god mobiltelefon. Videooptagelser er skarpe og detaljerede, og med 100 megabit per sekund er kvaliteten forbedret.

Dronens begrænsede størrelse går ud over batteriet, som vi kun fik til at holde i 18 minutter. Til gengæld klarede den lille Air sig fint i ti sekundmeter.

Har man en Phantom 4 eller en Mavic Pro, kan man roligt vente på større sensor og højere opløsning. Er man klar til en drone nu, skuffer Mavic Air ikke. Den testede drone blev stillet til rådighed af droner.dk.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Når de fire arme er foldet ind, kan Mavic Air nemt ligge i en jakkelomme. Sjov, gode autofunktioner, suveræn app og fin fjernbetjening.

Vi havde håbet på større sensor og højere opløsning i DJI’s nyeste kameradrone. Batteritiden er forholdsvis kort.

Specifikationer

Mærke
DJI